Kapitel 10 – Parodontale infektioner Flashcards
Nævn nogle kriterier, som bør være opfyldt for at en bakterie anses for at have etiologisk betydning for udviklingen af parodontitis.
I mange år har Koch’s postulater været brugt til at definere sammenhængen mellem en infektiøs agent og en bestemt sygdom. Disse kriterier er:
• Agenten må kunne isoleres fra alle sygdomstilfælde
• Agenten må ikke kunne isoleres fra tilfælde af andre sygdomme eller non-patogene tilstande.
• Den isolerede agent må kunne inducere sygdom hos forsøgsdyr.
Disse kriterier passer kun meget dårligt på de parodontale sygdomme. I dag bruges ikke enkelte specifikke kriterier, men en samlet vurdering af bl.a. association, elimination, immunrespons og virulensfaktorer. Den modificerede udgave af Koch’s postulater er:
• Agenten skal være til stede i højere andel hos syge end hos raske.
• Ikke alle tilfælde af sygdommen behøver at være forårsaget af samme specifikke art.
Eksempler på kriterier, der bør være opfyldt for at en bakterie anses for at have en ætiologisk betydning for udviklingen af parodontitis:
• større forekomst i syge sites ift. raske sites.
• når den elimineres, bliver værten sundere.
• den producerer virulensfaktorer.
Nævn 3 patogene bakterier, hvorom der i dag er enighed, at de kan være medvirkende til udviklingen af parodontitis.
1) Aggregatibacter actinomycetemcomitans
2) Porphyromonas gingivalis
3) Tannerella forsythia
Alle 3 bakterier findes langt hyppigst i aktive sites end i inaktive sites, og eliminering af disse resulterede i succesfuld behandling.
Gør rede for ideen bag teorien om mikrobielle komplekser og gør rede for virulensfaktorer for en mikroorganisme i det røde kompleks.
Tidligere tog man udgangspunkt i følgende to hypoteser;
- Den specifikke plak hypotese
o hvor man mente, at en bestemt bakterieart forårsagede sygdom, hvilket betyder, at værten var rask, såsnart den specifikke bakterieart var elimineret.
- Den uspecifikke plakhypotes
o som gik ud på, at det var. Kvantiteten af bakteriearter, der var årsag til sygdom, altså mængden af bakteriearter.
- Den økologiske plakhypotese
o Mest fremherskende i dag
o hvor det menes, at der er sket en ændring i de økologiske forhold, således at der kan ske en vækst af potentielle patogene arter
o . Det vil sige at det er et sammenspil mellem sygdom og sundhed samt bakteriernes indbyrdes relationer.
o Denne hypotese er et godt eksempel på, hvorfor parodontitis er en multifaktoriel sygdom, fordi der skal flere forskellige faktorer det at forårsage sygdommen. Herunder mikroorganismer og forhold der biddrager til sygdomsudviklingen og sygdomsprocessen.
o Hypotesen siger, at sygdom sker som et skift i de orale forhold, hvilket favoriserer nye mikroorganismer end ved sunde forhold.
Mikrobielle komplekser:
- det grønne, gule, orange og det røde kompleks.
- Indenfor komplekserne lever bakterierne godt sammen og kan fremme hinandens virulens.
- De forsøger heller ikke at skade hinanden, men lever i en form for synergi.
- Ideen bag opdeling af mikroorganismer i komplekser opstod, da det blev observeret, at mikroorganismer koloniserer tanden i grupper. Dette skyldes bl.a., at de forskellige bakterier har forskellige adhæsionsreceptorer for andre bakterier. Her har streptokokker eks. receptorer, der gør det muligt for dem at adhærere til peliklen og adhæsionsreceptorer, der gør det muligt for øvrige mikroorganismer at kolonisere roden, eks. fusobakterier.Her vil tandoverfladen først koloniseres af actinomyces arter samt arter fra det grønne, gule og lilla kompleks, hvorefter den først senere vil koloniseres af de gramnegative arter fra det orange og røde kompleks.
Arter i komplekserne:
• Det grønne kompleks: A.a. = Aggregatibacter actinomycetemcomitans
• Det gule kompleks: streptokokker: mitis, oralis, sanguinis
• Det blå kompleks: actinomyces arter
• Det lilla kompleks: V. Parvula
• Det orange kompleks: Campylobactor, Prevotella Intermedia og fusobakterier, eubacteria
• Det røde kompleks: Tannerella Forsythia, Treponema Denticola og Porphyromonas Gingivalis
Virulensfaktorer for mikroorganismer i det røde kompleks:
• P. Gingivalis: gramnegativ, nonmotil, proteolytisk og anaerob stav.
o Argining gingipains:
Medvirker til nedreguleringen af det immune og inflammatoriske respons hos værten.
o Lysin gingipain Kgp:
Nedbryder hæmoglobin.
o Lipid A
o Kemokin paralyse:
Hæmmer IL-8 (interleuokin 8) biosyntese.
o Fimbrillin FimA:
Fremmer adhærencen samt signaleringen til epiteliale celler
o Kapsel
Beskytter den mod fagocytose.
o Ydre membran vesikler:
Fremmer infiltrationen i værtens væv
o Kollagenase - og endotoxin-sekretion, mindsker migration af PMNs til vævet, øger cytokinproduktionen. Kollagenasesekretionen forårsager en vævsnedbrydelse, der eks. gør det muligt for P. Gingivalis at ernæres fra vævet. PMNs har en fagocyterende funktion, og mindsket niveau af disse, sikrer altså bakteriens overlevelse.
Her synes jeg i stedet vi kan inddrage Lipid A og cytokinændringer, beskrevet sådan:
P. Gingivalis:
- er en af de bakterier som med sine virulensfaktorer har mulighed for at undgå immunforsvaret og dermed undgå at blive nedbrudt, de manipulerer systemet til deres egen fordel, det samme gør sig gældende for a. actinomycetemcomitans, overfladeproteiner fra disse bakterier påvirker cytokinmønsterets expression hos værtscellen (eukaryote celler), det kaldes for ”bakteriel modulins” (side 211).
- P. Gingivalis kan producere lipid A, som er et lipopolysakkarid, der menes at være med til at ændre immunresponsen i vævet. Lipid A har en antagonistisk effekt på de pro-inflammatoriske lipid A-former, hvorfor den hæmmer det innate immunrespons. Det betyder at immunforsvaret får sværere ved at nedbryde P. Gingivalis.
- Desuden kan P. Gingivalis invadere særligt epitelceller, og denne evne menes at være koblet sammen med Fimbriae A. Invasion af epitelceller beskytter bakterien at blive fundet og dermed mod fagocytose. Dette kaldes for en form for Stealth-teknologi, da bakterien går under immunforsvarets ”radar”.
• T. Forsythia: Gramnegativ, nonmotil, proteolytisk, anaerob stav.
o Endotoxin-sekretion, inducerer apoptotisk celledød, øger cytokinproduktionen. At inducere apoptotisk celledød er smart for bakterien, da dette faciliterer bakteriens overlevelse.
o Overflade associerede glycoproteiner (S-lag):
binder til epitelceller
o BspA overflade protein:
leucin-rig gentagelses protein. Potentiel rolle i adhæsion og invasion. Interagerer med det innate værtsrespons
o Sialidase:
nedbrydning af værts oligosakkerider
o Protease:
epiteliel barriere forstyrrelse
• T. denticola: Obligat aneraob gramnegativ spiokæt
o Stor skede protein (Major sheath protein):
celleoverflade porin associeret med adhærence
o Leucin rigt protein:
bakterie og epitelcelle adhærence
o Dentilisin:
nedbrydning af værtscelle matrix proteiner og signalering af molekyler
o Trypsin-lignende protease:
protein og peptid nedbrydning
Diskuter 2 egenskaber ved Aggregatibacter actinomycetemcomitans, der kan have betydning for parodontalbehandling
- Aggregatibacter actinomycetemcomitans (Aa) er en gram-negativ anaerob nonmotil sakkolytisk stav, som findes i 90% af parodontitis tilfældene.
- Der findes 5 serotyper af A.a, (serotype a-e) – baseret på det antigen de udtrykker på celleoverfladen.
- Nok den mest undersøgte serotype af A. actinomycetemcomitans er den såkaldte JP2-klon (serotype b), der stort set udelukkende er isoleret hos folk af nordvestafrikansk oprindelse. Denne klon er karakteriseret ved en 530 basepar deletion i promotor-regionen for det gen, der koder for produktionen af leukotoksin, resulterende i en væsentligt forøget leukotoksinproduktion. Tilstedeværelsen af denne klon er forbundet med en væsentligt forøget risiko for udvikling af lokaliseret aggressiv parodontitis
- Aa udtrykker som mange andre gram-negative bakterier lipopolysakkarid på dets membran, et endotoxin, som genkendes af forskellige immunceller, bla. makrofager. Disse kan igangsætte et inflammatorisk respons, som erstatter de mere faste og velorganiserede bindevæv med mere karrige løse væv, som er mere forsvarsegnet. Dette sker eks. når makrofagen registrerer LPS og frisætter PGE2, IL-1 og TNF-alfa. PGE2 er proinflammatorisk mediator og vasodilator, som bla. kan påvirke fibroblaster og osteoklaster til at frisætte matrix metallo proteinaser, som er involverede i det normale vævs “turnover”, hvor MMP nedbryder kollagen, og fibroblasten danner nyt.
- Under inflammatoriske tilstande ses der en øget mængde MMP, og dermed øget nedbrydning af kollagen, samtidig ses der apoptose af fibroblaster, så der også er nedsat dannelse af nyt kollagen. IL-1 og TNF-alfa er cytokiner, der kan påvirke RANK/RANKL-systemet med øget osteoklast aktivitet og knoglenedbrydelse til følge.
- Disse ting bevirker et fæstetab på tanden, som man karakteristisk ser ved parodontitis
- Aa har også evnen til at producere leukotoksin. Leukotoksin er et toxin, der virker på leukocytter eks. PMN, og forårsager apoptose af disse. Derved er der mindre PMN til at fagocytere bakterierne. En speciel klon af aa er blevet identificeres som JP-2 klonen. Denne klon er karakteriseret ved at danne en stor mængde leukotoxin. Herved mindskes immunforsvaret og aa har mulighed for at avancerer hurtigere, da denne ikke bekæmpes. Denne klon menes især at være af betydning ved tilfælde af parodontitis hos unge personer. Klonen er hovedsageligt fundet forskellige geografiske stedet feks. i Marokko
Gør rede for de egenskaber ved A.a., der gør at bakterien menes at spille en rolle i udviklingen af LAP.
- a.a. er en gram negativ fakultativ anaerob nonmotil sakkolytisk stav, der menes at være associeret med LAP. Det skyldes, at der fra studier ses, at der er en langt større forekomst af denne bakterieart ved syge sites end raske sitess samt at elimineringen af denne bakterieart medfører succesful behandling. Dog er den ikke den eneste bakterieart i forbindel se med LAP (lokal aggressiv parodontitis).
- A.a. har en lang række virulensfaktorer, bl.a.: evne til invadering af epitel, sekretion af endotoxiner og kollagenase, inducerer apoptotisk celledød og stimulerer cytokinproduktionen.
Kochs modificerede postulater:
Association: Ved LAP er det vist, at A.a. findes i ca. 90% af læsioner.
Elimination: der er vist en forbedring af sygdom ved eliminering af A.a.
Virulensfaktorer: A.a.’s virulensfaktorer menes at kunne forårsage sygdommen.
Immunrespons: Ved patienter med LAP ses forhøjede niveauer af antistoffer for A.a. i blodet.
Dyreforsøg: A.a. har vist at kunne forårsage PA ved forsøgsdyr.
Risikovurdering: der er vist en højere prævalens ved pt. med A.a. for LAP
A.a. har høj tolerance overfor mange antimikrobielle agenter når den er en del af en biofilm
A.a danner et leukotoxin der lyserer neutrofile granulocytter
A.a. er en del af det grønne kompleks og kan hurtigt indvadere overfladen
Virulensfaktorer over A.a:
• Leukotoksin: ødelægger PMN og makrofager
• Endotoksin: aktivere værtsceller til at secernere inflammatoriske mediatorer (prostaglandiner, interleukin-1-beta, TNF-alfa)
• Bakteriociner: hæmmer væksten af gavnlige arter
• Immunosupressive faktorer: hæmmer IgG og IgM produktion
• Kollagenase: forårsager nedbrydelse af kollagen
• Kemotaktisk inhiberende faktorer: hæmmer neutrofil kemotaksi
Depuration er ofte ikke nok i sig selv til at udrydde A.a., og brug af antibiotika er derfor indiceret. Man bør altid lave en resistensbestemmelse inden behandling. Metronidazol (500mg) i kombination med amoxicillin (500mg) 3 gange dagligt i 5-7 dage har vist sig effektivt i at udrydde A.a
Redegør for nogle indikationer, der kan underbygge, at Porphyromonas gingivalis kan være en ætiologisk faktor i udviklingen af parodontitis.
- Porphyromonas gingivalis er en ikke-motil, gramnegativ, anaerob, asaccharolytisk stav. Den er fundet i parodontitis-læsioner. Studier viser, at der er et øget antal i aktivt progredierende læsioner.
- Den producerer meget store mængder af proteolytiske enzymer, som er med til at sikre P.g.’s (Porphymonas gingivalis) og andre bakteriers overlevelse, og samtidigt giver P.g. ophav til næringsstoffer, når vævsproteiner nedbrydes til aminosyrer.
- Den findes oftere i aktive sites end i inaktive sites og eliminering af P.g. fører ofte til succesfuld behandling. Dens tilstedeværelse øger risikoen for alveolært knogle- og fæstetab.
- P.g. inducerer et lokalt og et systemisk immunrespons hos patienter med parodontitis, og hos mange af de undersøgte patienter med parodontitis fandtes antistoffer mod P.g.
Gør rede for 2 egenskaber ved Porphyromonas gingivalis der bevirker, at denne bakterie er mistænkt for at spille en rolle ved udviklingen af parodontitis. GODT BESVARET!
- P. Gingivalis er en ramnegativ, nonmotil, proteolytisk og anaerob stav, som indgår i det røde kompleks. Det røde kompleks er de bakterier som koloniserer tandoverfladen til sidst, når biofilmen er mest moden.
- P. Gingivalis er en af de bakterier som med sine virulensfaktorer har mulighed for at undgå immunforsvaret og dermed undgå at blive nedbrudt, de manipulerer systemet til deres egen fordel, det samme gør sig gældende for a. actinomycetemcomitans, overfladeproteiner fra disse bakterier påvirker cytokinmønsterets expression hos værtscellen (eukaryote celler), det kaldes for ”bakteriel modulins” (side 211).
- P. Gingivalis kan producere lipid A, som er et lipopolysakkarid, der menes at være med til at ændre immunresponsen i vævet.
o Lipid A har en antagonistisk effekt på de pro-inflammatoriske lipid A-former, hvorfor den hæmmer det innate immunrespons.
o Det betyder at immunforsvaret får sværere ved at nedbryde P. Gingivalis. - Desuden kan P. Gingivalis invadere særligt epitelceller, og denne evne menes at være koblet sammen med Fimbriae A. Invasion af epitelceller beskytter bakterien at blive fundet og dermed mod fagocytose. Dette kaldes for en form for Stealth-teknologi, da bakterien går under immunforsvarets ”radar”.
P gingivalis har arginin gingipains, der kan nedregulere det immune og inflammatoriske respons hos værten, lysin gingipain Kgp, der nedbryder hæmoglobin, kemokin paralyse som hæmmer IL-8, fimbrillin FimA der fremmer adhærencen til epiteliale celler, kapsel der beskytter mod fagocytose, ydre membran vesikler, der fremmer infiltrationen i værtens væv.
Gør rede for og begrund egenskaber ved biofilm, der kan have betydning for parodontalbehandlingen
Dannelsen af den dentale biofilm kan inddeles i 6 stadier
Dannelsen af den dentale biofilm kan inddeles i 6 stadier
• Pellikeldannelse
o Den rene tandoverflade dækkes af makromolekyler i form af forskellige proteiner fra saliva, GCF og fra bakterier, der befinder sig i mundhulen. Dette udgør den såkaldte pellikel
• Reversibel adhæsion
o Svage fysiokemiske (Van Der Waals) kræfter, fra de elektriskladede molekyler holder bakterierne reversibelt bundet til pelliklen
• Permanent fæstning
o Den reversible ahæsion skaber mulighed for stærkere og mere permanent binding. Adhæsioner fra de tidlige kolonisatore kan binde til receptore i pelliklen, og give en stærk binding.
• Co-adhæsion
o Celledeling blandt de første bakterier ændrer miljøet, ved eksempelvis at gøre den mere anaerobt ved at optage ilt fra området. Herved tiltrækkes anaerobe bakterier, der laver sekundære kolonisation
• Plakmodning
o De forskellige arter af bakterier danner interaktionsforbindelser som
o Fødekæder
Nogle bakteriers slutprodukter kan være næsring for andre bakterier
o Celle-celle signaler
Bakterierne kan kommunikere med hinanden gennem diffusionsmolekyler, hvorved de kan påvirke genekspressionen i hinanden, og op og nedregulere delingen af hinanden
• Afstødning af bakterier
o Ved afstødningen af bakterier, vil cellerne afstødes, så de kan danne nye kolonier et andet sted
Ved pochedannelse vil biofilmen vokse ned i pochen, hvor der findes andre forhold, end disse, der findes ved overfladen. Blandt andet ses der en meget lav mængde ilt, og et forhøjet pH. Ernæringen kommer primært fra gingivalvæsken.
Dette har betydning for PA-udviklingen og behandlingen, da nogle af bakterierne har virulensfaktorer, der kan udgå immunforsvaret og fremme inflammationen. B.la. har p. gingivalis en virulensfaktor, der hæmmer PMNs fagocytose. Baterierne kan dele virulensfaktorer, der fremmer deres resistens.
Hvad forstås ved den non-specifikke infektionsteori i relation til PA-udvikling:
Der findes 3 plakhypoteser; den non-specifikke, den specifikke og den økologiske plakhypotese.
Den non specifikke plakhypotese:
- beskriver, at det er den samlede mængde af bakterier og deres metaboliske produkter, der er afgørende for sygdomsudviklingen ifm parodontitis.
- Teorien forklarer dog ikke en uens distribution af pochedybder og hvorfor nogle oplever stor sygdomsaktivitet trods lille plakmængde.
- Denne hypotese er der ikke længere så stor tiltro til, da vi i dag ved, at parodontitis i stedet er en multifaktoriel sygdom med opblomstring af opportunistisk patogene bakterier.
- Vi tror i dag mest på den økologiske plakhypotese, hvor ændringer i de økologiske forhold kan give en opvækst af de opportunistisk patogene bakterier, og dermed kan det give anledning til sygdom.
Nævn en række forhold, der adskiller parodontitis fra andre infektioner hos mennesket.
Det unikke ved PA-infektion i forhold til en ”almindelig” infektion, er:
• Ved PA koloniserer bakterierne på tænder, hvis overflade er den eneste i kroppen, der ikke er celleafstødende. Der kan herved dannes en biofilm, der er relativt stabil og i tæt kontakt med blødtvæv.
• Den supragingivale biofilmen indeholder en matrix af polymer der foruden at bidrage til ernæringen, tilvejebringer matrixen den mekaniske stabilitet af biofilmen samt forbedrer biofilmens resistens mod antimikrobielle midler. Derfor vil bakteriernes evne til at overleve uden for biofilmen være betydeligt ringere end hvis den befinder sig i biofilmen.
• Da bakterierne på tanden sidder udenpå kroppen, har kroppens potentielle forsvarsmekanismer mindre mulighed for at kontrollere bakterierne.
• Faktorer såsom pH, redoxpotentiale og proteolytiske enzymer er med til at påvirke værtens immunmekanismer.
• Tanden tilbyder bakterierne ’tilflugtssteder’ såsom dentinkanaler, hvor rekolonisation efter udrensning muliggøres.
Desuden er parodontitis en multifaktoriel sygdom, dvs. der skal mere end bare én risikofaktor til for at udløse sygdommen. Det kan f.eks. være stress, systemiske sygdomme, rygning og genetik. Plak er den primære ætiologiske faktor for udviklingen af parodontitis – dvs. den skal være til stede, men er ikke tilstrækkelig i sig selv.
Diskuter den diagnostiske værdi og eventuelle behandlingsmæssige konsekvens af at foretage podeprøver fra fordybede pocher hos PA-pt:
Podning vil afsløre visse mikroorganismers tilstedeværelse i pochen. Dette kan være med til at specificere behandlingen i retningen af anvendelse af AB. Man har dog ikke endnu identificeret alle PA-involverede mikroorganismer og deres patogene potentialer.
Det kan være en god ide at pode ved aggressive former for PA, da man så kan sætte kraftigere ind i behandlingen med anvendelse af AB.
A.a og P.g kan transmitteres fra PA-pt til familiemedlemmer og ved podning af disse kan en evt tidlig sygdom/disponering opdages.
Ved podning vil man også kunne finde risiko pt. og behandle dem tidligt i forløbet
Behandlingsmæssige konsekvenser:
• Evt at der er bivirkninger ved anvendelse af AB:
o Risiko for resistensudvikling
o Gastrointestinale gener
o Dyr løsning
o Ingen teknologier er tilstrækkelig i dag
Systemisk antibiotika:
- Dog har der været meget diskussion om, hvorvidt systemisk antibiotika kan opnå de optimale koncentrationer i de gingivale væv, som den pågældende patogene bakterie (fx A.a.) har invaderet.
- Da systemisk antibiotika rammer bakterier i hele kroppen er der desuden risiko for opblomstring af opportunistisk patogene arter, samt risiko for udvikling af bakterieresistens.
Lokal antibiotika:
- Alternativet har været behandling med lokal antibiotika i form af chips eller tetracyklin-tråde ilagt pochen.
- Her er der ingen bivirkninger.
- Effekten af lokal antibiotika i forhold til systemisk antibiotika er dog ikke klinisk signifikant, da der kun blev opnået ca. 1 mm ekstra fæstegevinst ved brug af lokal antibiotika.
- Lokal antibiotika er også en invasiv og dyr procedure (flere besøg for ilæggelse og fjernelse af fx tråd), selvom tanken om, at den høje antibiotikakoncentration kun blev eksponeret på det behandlingskrævende site er ønskelig.
Diskuter anvendelsen af mikrobiologiske tests i forbindelse med parodontitispatienter. s. 210 og frem
Bygger på Helles besvarelse:
Gennem tiden har der været fremsat mange hypoteser omkring plakkens kvalitative og kvantitative betydning for udviklingen af PA. I dag har man fundet frem til den økologiske plakhypotese:
- PA skyldes mundhulens permanente flora som indeholder potentielt patogene arter/opportunistisk patogene arter.
- Ændringer i økologiske forhold er årsagen til overvækst af patogene/virulente arter. Dvs. de sammen bakterier er til stede uanset om der er sundhed eller sygdom. Det er mængde og relationen imellem dem, som ændrer sig.
- Det er kroppens egne mikroorganismer, som forårsager sygdom.
- Forudsætning for sygdom er til stede i enhver mundhule.
For at afgøre om en infektiøs agent er årsag til sygdom, må bakterien opfylde Koch’s fire postulater.
1. Bakterien findes i læsioner ved sygdommen.
2. Bakterien kan dyrkes fra læsionen.
3. Bakterier kan forårsage sygdommen hos forsøgsdyr.
4. Bakterien kan dyrkes fra forsøgsdyrenes læsioner.
Disse kriterier passer kun meget dårligt på de parodontale sygdomme. I dag bruges ikke enkelte specifikke kriterier, men en samlet vurdering af bl.a. association, elimination, immunrespons og virulensfaktorer. Den modificerede udgave af Koch’s postulater er:
- Agenten skal være til stede i højere andel hos syge end hos raske.
- Ikke alle tilfælde af sygdommen behøver at være forårsaget af samme specifikke art.
Eksempler på kriterier, der bør være opfyldt for at en bakterie anses for at have en ætiologisk betydning for udviklingen af parodontitis:
• større forekomst i syge sites ift raske sites.
• når den elimineres, bliver værten sundere.
• den producerer virulensfaktorer.
Der forskes i DNA og immunologiske test:
DNA-analyser
• Bygger på identificering af specifikke DNA-fragmenter fra de forskellige bakteriearter. Disse tests bruges hovedsagligt som screening for de specifikke formodede arter (p. Gingivalis, A.a, T. Forsynthia)
Immunologiske tests
• Gør brug af mærkede antistoffer som er specifikke for bakterielle antigener.
• De fleste af disse studier har fokuseret på et begrænset antal bakterier – hovedsageligt p. Gingivalis og A.a.
• Studierne har påvist, at patienter med Pa-sygdomshistorie ganske ofte viser forhøjede serum IgG-antistoffer til flere af de patogene bakterier ifm. parodontitis.
Mikrobielle tests:
- Anvendelse af mikrobiologiske tests er ved en specifik infektion er en nødvendighed for at kunne målrette behandlingen mod den bakterie/de enkelte bakterier, som er årsag til sygdommen.
- Ved mistanke om en PA-infektion som skyldes JP-2-klonen af A.a. kan det være indiceret at foretage en mikrobiologisk test, da det ved denne PA-infektion er tale om et sygdomsbillede, som minder meget om det man ser ved specifikke infektionssygdomme. Dvs. man har noget som ligner en specifik årsag til sygdom og det vil i et sådant tilfælde være legitimt at give AB.
I de fleste tilfælde anser man den økologiske plakhypotese som værende årsag til parodontal sygdomsudvikling. Dvs. det er kroppens egne bakterier som forårsager sygdom, og det er ikke kun en specifik art, men et samspil mellem mange forskellige arter. Bakterier som er associeret med parodontal sygdomsudvikling er bl.a. Aggregatibacter actinomycetemcomitans, Porphyromonas gingivalis og Tannerella forsythia. Men disse bakterier kan f.eks. også findes ved raske sites og påvisning tilstedeværelsen af disse ved mikrobiologiske tests vil ikke nødvendigvis være lig med sygdom. Dvs. det forårsager en usikkerhed.
De mikrobielle test kan være med til målrette en antibiotika-behandling mod de specifikke bakterier. Dog vil det ikke nødvendigvis være så relevant at vide, hvilke specifikke bakterier der er til stede ved en PA-infektion, da man i tilfælde, hvor man skal give antibiotika, alligevel ville give et bredspektret præparat – og forudsigeligt hvilke typer af bakterier der er til stede.
Generelle begrænsninger ved mikrobiologiske tests
• Mange af de bakterier, man finder i plakken kan svære at dyrke i laboratoriet.
• Pochens fysiske opbygning gør det meget vanskeligt at tage en repræsentativ plakprøve.
• Plakkens sammensætning kan variere i tid og sted.
• Opportunistiske patogener kan blomstre op som følge af parodontitis og dermed ikke være den primære årsag.
Louises kommentar: Kan anvendes til at indkredse risikofaktorer, men da PA er multifaktoriel, kan intet absolut konkluderes.
Redegør for hvad der forstås ved mikrobielle virulensfaktorer i den subgingivale biofilm og hvorledes disse indvirker på værtsorganismen.
Virulensfaktorer kan defineres som genprodukter, som faciliteter kolonisation, vækst og overlevelsen i den syge værtsorganisme og spredes til ny vært. Det kan også defineres som graden af patogenitet eller evnen til at forårsage sygdomme.
En virulensfaktor er en faktor, der bidrager til udviklingen af en sygdom.
Parodontal sygdom initieres og opretholdes af faktorer (=virulensfaktorer) produceret af den subgingivale biofilm. Nogle faktorer kan skade værtsceller og væv direkte mens andre kan aktivere et inflammatorisk eller cellulært og humoralt immunrespons. Det er sidstnævnte respons, der fører til størst skade på de parodontale væv.
Mikrobielle virulensfaktorer i biofilm:
En virulensfaktor er en faktor der bidrager til udviklingen af sygdom. En mikroorganismes evne til at trænge ind i væv, formere sig og forårsage skade. Virulensfaktorer kan groft inddeles i 3 grupper:
• Substanser der skader vævsceller
• Substanser der får celler til at frigive biologisk aktive substanser
• Substanser der afficerer den intercellulære matrix
Parodontal sygdom initieres og opretholdes af faktorer produceret af den subgingivale biofilm. Nogle kan direkte skade værtsceller og andre kan aktivere det inflammatoriske respons eller det cellulære og humorale immunsystem. Det sidstnævnte forårsager størst skade.
Mikrobiel invasion:
• Der er ikke nok evidens for at mikrobiel invasion af det dentogingivale epitel repræsenterer en vigtig udfordring for værten eller repræsentere et artefakt.
Enzymer:
• Mikroorganismer i den subgingivale biofilm producere en række opløselige enzymer, som kan nedbryde ekstracellulære værtsproteiner og andre molekyler og derved produceres der næring til bakterierne.
• Blandt enzymerne findes der proteaser der er i stand til at nedbryde kollagen, elastin, fibronectin, fibrin, andre komponenter i den intercellulære matrix i epitelet og bindevævet, så inflammationen hurtigere spreder sig.
• F.eks. producerer A.a. leukotoxin som nedbryder PMNs
Endotoxin:
• Lipopolysakkarider (LPS) fra gram negative bakterier har evnen til at starte både et immun- og inflammatorisk respons når den interagerer med værtscellen.
• LPS er i stand til at stimulere dannelsen af cytokiner ved at frigive kemiske mediatorer, som giver vaskulær permeabilitet og dermed opfordrer inflammationscellerne (PMN) til at bæve sig ind i det gingivale væv og opreguleres.
