Generelt Flashcards
De legislative prærogativer
dvs. hvor formuleringen “kun ved lov”, eller “ikke….uden ved lov” er benyttet. - kan følge direkte af loven GRL § 43 (skatter).
Legalitetsprincippet
Den formelle lovs princip
Hjemmelskravet
Kan hjemmelskravet afgrænses af et materielt kriterium
Det traditionelle udgangspunkt = indgreb i borgernes frihed eller ejendom kræver hjemmel (dvs. et materielt kriterium) → dermed ja til materielt kriterium:
Den anden hovedopfattelse (repræsenteret af Alf Ross)
Al administrativ virksomhed kræver lovhjemmel → dermed nej til et materielt kriterium
· Dvs. der er altså ikke tale om et materielt afgrænsningskriterium
——> Pensum tilslutter sig ikke Ross, men medgiver at det er nærliggende at supplere friheds- og ejendomskriteriet med et væsentlighedskriterium
o Man kan fx lægge vægt på, hvor væsentlig forvaltningens beslutning er ud fra bl.a. følgende synspunkter:
Er beslutningen politisk kontroversiel? –> Har den betydelige økonomiske konsekvenser?
Medfører den væsentlige ændringer i forvaltningens organisation?
Her kan man argumentere for, at der ud over den nødvendige bevillingsmæssige hjemmel også må kræves et materielt lovgrundlag.
uanset hvilken, er der ikke tvivl om det centrale anvendelsesområde for legalitetsprincippet primært er tilfælde, hvor borgeren særligt har behov for retsbeskyttelse. (indgreb i den private retssfære), side AE 180
Typer af hjemmel
Lovhjemmel
Andre retskilder
(Forvaltningen bemyndigelse kan dog fremgå af andre retskilder end lovgivning → de er på lovs niveau.)
- retssædvane ( En adfærd, der er fulgt almindeligt, stadigt og længe i den overbevisning, at man er retligt forpligtet og berettiget hertil.)
- Retspraksis
- Retsgrundsætninger (En uskreven regel, som antages at blive lagt til grund, i sidste ende af domstolene, ved afgørelse af retlige spørgsmål inden for det område, som det dækker → på lovs niveau i den retlige trinfølge.)
- Forholdets natur (et retligt problem – til hvis løsning der ikke findes sikker støtte i andre retskilder – må løses på grundlag af sagens konkrete omstændigheder.)
Hjemmelskrav
(jo mere dybdegående forvaltningen gør indgreb i borgernes frihed og ejendoms, des sikre må hjemlen i almindelighed være) intensitetssynspunkt.
Skærpet
Lempet
Den selvstændige anordningsmyndighed
· Uden for området for lovgivningsmagtens enekompetence antages regeringen at have en ”konkurrerende” kompetence (”den selvstændige anordningsmyndighed”), jf. grl. § 3, 2. pkt.
· Antages at eksistere inden for området af lovgivningsmagtens kompetence, men uden for området for lovgivningsmagtens enekompetence.
· Det er et sted hvor man ikke gør indgreb i borgernes retssikkerhed, hvor forvaltningen kan udstede regler, hvor der så ikke i forvejen er nogen regler dvs. uden for legalitetsprincippet.
· Betydning?
o Meget lille betydning, da området er meget begrænset.
· U 1960.317 H ”Bille Brahe-sagen”støtter opfattelsen af, at anordninger kan udstedes med hjemmel i den selvstændige anordningsmyndighed (dvs. GRL § 3, 2. Pkt.)
· Spørgsmålet i sagen er, om Justitsministeriet uden lovhjemmel kunne påbyde en baron, at sætte bindestreg mellem de to slægtsnævne Bille-Brahe
· Justitsministeriet mener, at man kun kan have et familienavn.
· Højesteret fandt, at baronen havde ret til at føre navnet Bille Brahe som familienavn.
· Trolle bemærker i kommentaren til højesteretsdommen, at der ikke kan bestå en selvstændig anordningsmyndighed der griber ind i velerhvervede rettigheder på det her område, hvoraf det kan udledes, at der altså godt kan bestå en selvstændig anordningsmyndighed på andre områder → stemmer overens med Århus-modellen
· Men om og under hvilke omstændigheder HR vil tillade anordninger uden lovhjemmel, giver dommen ingen vejledning om.
Fortolkningsstile
Objektiv
subjektiv
formålsfortolkning
Fortolkningsfaktorerne
Ordlyd (hvornår mest relevant? → ringe tvivl)
Motiver (hvornår mest relevant? → støtte i ordlyden og upræcise lovbestemmelser) (hvad med minister udtalelser og efterarbejder)
Formål (særlig betydning i forvaltningsretten, særligt hvor en bestemt fortolkning kan opfylde bestemmelsens formål. dog ikke hvis ordlyd ikke efterlader tvivl )
Hidtidig retspraksis (Præcedens)
Hensyn - borgernes retssikkerhed
Administrativ praksis → (kun i tvivlstilfælde)
Friere overvejelser (AE side 166)
Ordlydsfortolkning (objektiv fortolkning)
Her lægges hovedvægten i fortolkningen på den naturlige sproglige forståelse af lovens ordlyd.
· Ordlyden er afgørende, når dens forståelse ikke giver anledning til tvivl og ingen andre væsentlige fortolkningsfaktorer trækker i modsat retning.
o U 1980.566 H: ”Fradrag for ægtefælles underskud”
o Malermester går konkurs - konen ønsker at trække underskuddet fra i skat.
(klar ordlyd der gav hjemmel til dette!)
o Skattemyndighederne ville imidlertid ikke acceptere denne ansættelse, da ægtefællerne efter skattemyndighedernes opfattelse havde savnet både evne og vilje til at betale kreditorerne.
Skattemyndighederne indfortolkede en begrænsning i denne regel, der gav ægtefællerne mulighed for fradrag.
o HR: Ordlyden er så præcis og klar at der ikke kan fortolkes indskrænkende og Højesteret tilsidesatte dermed skattemyndighedernes administrative praksis.
· Hvor loven anvender begreber, som har en almindelig anerkendt juridisk betydning, vil denne som regel blive lagt til grund.
o U 1961.109 H ”fritagelse fra grundstigningsskyld”:
o I denne dom var tidspunktet for ejendommens erhvervelse ifølge loven afgørende for, om der kunne ske fritagelse for grundstigningsskyld. Højesteret fastslog, at erhvervelsen af ejendommen efter sædvanlig forståelse af dette ord var sket før den afgørende dato, selvom erhvervelsesdokumentet ikke var tinglyst.
o Dvs. indgåelse af bindende aftale og ikke tinglysningen var afgørende.
Motivfortolkning (subjektiv fortolkning)
· Her lægges hovedvægten på motiverne/forarbejderne
· Motiver kan findes trykte (eks. Sagkyndige bemærkninger) og utrykte (ministersvar)
· Det har være diskuteret, om utrykte lovmotiver kan indgå i fortolkningen
o Det der taler imod at utrykte lovmotiver, skal indgå i fortolkningen er hensynet til borgerens retsbeskyttelse. Der findes dog eksempler på, at domstolene har lagt vægt på utrykte motiver
Se U2007.2076 ”orlovs-sagen” (ministerudtalelse)
Sagen omhandler en mandlig lønmodtager, der ønsker at holde orlov på deltid i form af fast fravær på to bestemte ugedage (man – tirs.), hvilket han meddeler sin arbejdsgiver A, der ikke er villig til at acceptere orlov på deltid.L siger op og ligger sag an mod A.
HR giver L medhold.
HR lægger bl.a. vægt på en udtalelse fra venstre ordfører, som er udtryk for flertallets vilje
Dommen viser, at udtalelser under lovforslagets behandling (efterarbejder) kun tæller som motiv, når det viser flertallets vilje, men har formentlig ikke i sig selv afgørende betydning.
· Motiverne tillægges ofte vægt, hvor de støtter den mest nærliggende forståelse ud fra ordlyden, eller hvor der er fortolkningstvivl.
o U1976.45H ”Revisordommen”
o I forbindelse med en ny revisorordning var oprettet en overgangsordning, hvorefter man havde ret til optagelse, hvis man efter det fyldte 40. År gennem mindst de seneste 10 år havde været ansat hos en statsautoriseret revisor.
o Det fremgik af forarbejderne, at overgangsreglen skulle fortolkes indskrænkende, og den kunne derfor ikke anvendes på en revisor, der havde været ansat i 10 år hvor derefter han har været selvstændig i 3-4 år
o Dommen viser , at motiverne/forarbejderne støttede overgangsbestemmelsens ordlyd.
· Motiver kan danne et selvstændigt grundlag for fortolkning imod ordlyden. Hvor en sådan fortolkning er til skade for borgeren, må den dog almindeligvis afvises ved væsentlige indgreb.
o U 1971.456H ”Lærlingesagen”:
Sagen vedrørte en undtagelse i ATP-loven for lærlinge. Det fremgik klart af forarbejderne, at undtagelsen kun fandt anvendelse for lærlinge under 18 år (§ 30-lærlinge). H anlagde en objektiv fortolkning, og mente derfor at loven også fandt anvendelse på den ansatte over 18 år.
Formålsfortolkning
· Her lægges hovedvægten på lovens formål
· Er delvist sammenfaldende med motivfortolkning. Er imidlertid bredere, idet formålsfortolkning også kan støttes på andet end motiverne, ex. formålsparagraffer
· Har især vægt, hvis det kan fastslås, at den omtvistede lovbestemmelse kun kan opfylde sit formål, hvis en bestemt fortolkning lægges til grund
· Men også i andre tilfælde, vælger domstolene ofte den fortolkning, der stemmer bedst med lovens formål
o U.1985.122H (Tatovøren og momsen)
Efter en bekendtgørelse var der almindelig momspligt, for alle tatovørydelser, medmindre de var omfattet af en særlig undtagelse om “kunstnerisk virksomhed”.
HR fandt, at undtagelsen i overensstemmelse med lovens formål måtte fortolkes indskrænkende, hvorefter en tatovør ikke kunne undtages fra, at betale moms for så vidt angår hele hans virksomhed, da kun en mindre del af hans virksomhed var omfattet af undtagelsen.
En udvidende fortolkning ville udhule momslovens formål
AE: side 165
· Lovens formål vil derimod ikke uden videre slå igennem ved fortolkning, hvor lovens ordlyd ikke levner tvivl om resultatet → her vil man bruge ordlydsfortolkning.
· Tilsvarende er domstolene tilbageholdende med at acceptere udvidende fortolkning på grundlag af formålsbetragtninger, hvor hjemmelskravet er skærpet.
o U1985.125H ”Døgnkiosk og Grillbar”
o En kommunalbestyrelse nedlagde med hjemmel i kommune planloven § 45 forbud mod at en nystartet kiosk havde åbent ud over normal åbningstider (denne bestemmelse kunne hindre at bestående boligbebyggelse tages i anvendelse til miljøforringende erhvervsmål).
o Der var imidlertid tale om at de af lokaler som var erhvervet til at drive kiosk tidligere havde været erhvervslokaler.
o HR fandt ikke, at der var sikre holdepunkter i bestemmelsens forarbejder for, at en sådan situation var omfattet. Der var således ikke belæg for en udvidende fortolkning ud fra lovens formål, idet hjemmelskravet var skærpet (da der sker et forholdsvist stort indgreb i borgernes frihed og erhvervsmuligheder). herunder analog fortolkning.
Derogation
Derogation
· Antages ikke, at være i strid med den i grundloven forudsatte trinfølge mellem lov og anordning.
o Den bagvedliggende tankegang er den, at den mellemkommende bemyndigelse ophæver trin-problemet mellem lov og anordning.
· Eftersom anordninger med derogatorisk kraft indebærer en afvigelse fra den i grundloven forudsatte retlige trinfølge, er det nærliggende at antage, at der må kræves en klar (og muligvis udtrykkelig) lovhjemmel for sådanne anordninger – men dette bør afgøres ved fortolkning.
o U 1961.109 H”Fritagelse for grundstigningsskyld”: Viser, at en bemyndigelse til at træffe gennemførelsesforanstaltninger eller til at fastsætte nærmere regler angående anvendelse af loven, i hvert fald ikke giver tilstrækkelig hjemmel for udstedelse af anordninger med derogatorisk kraft.
· Stærk derogation foreligger når LGM giver bemyndigelse til, at anordninger må være i strid med andre lov end bemyndigelsesloven.
· Svag derogation foreligger modsat når der alene gives bemyndigelse til, at gennembryde bemyndigelsesloven.
Dispensation
Dispensation
Kan opdeles i dispensation fra hhv. Love eller anordninger
· Dispensation fra love
o Kan ifølge den retlige trinfølge kun udstedes med lovhjemmel. Der er ingen begrænsninger i LGM adgang til, at knytte dispensationsbestemmelser til lovens forbudsregler.
Formål: for at smidiggøre loven, således at uønskede virkninger af de generelle regler kan afbødes → fx hvor reglerne vil virke særligt indgribende, eller hvor de bagvedliggende hensyn i øvrigt ikke nødvendiggør, at lovens regler fastholdes.
Formålet kan også være at hindre omgåelse af reglerne.
· Dispensationer fra administrativt fastsatte regler
o Kan udstedes medmindre der er hjemmel herimod i den lov som ligger til grund for udstedelsen af anordningen.
o Hvis de administrative forskrifter ikke indeholder udtrykkelig hjemmel:
Foreligger der ikke nogen hjemmel i loven som ligger til grund for anordningen, antager ombudsmanden, at den regeludstedende myndighed, uden hjemmel kan dispensere fra sine egne regler. Idet anordninger er alment bindende for både borgere og forvaltningen følger det dog heraf, at andre myndigheder end den regeludstedende ikke kan dispensere fra anordningen. → (…) det anses for almindelig anerkendt i forvaltningsretlig praksis, at en administrativ bestemmelse, f.eks. en ministeriel bekendtgørelse, kan fraviges af den myndighed, der har udstedt den, sov om hjemmel herfor ikke er fastsat i bekendtgørelsen. (Det er dog anført, at det af ordensmæssige grunde må foretrækkes, at der, når man kan forudse et behov for at dispensere, indsættes en udtrykkelig hjemmel hertil (yderligere lighedsbetragtningen))
