Archarya 2004: How Ideas Spread: Whose Norms Matter? Norm Localization and Institutional Change in Asian Regionalism. Flashcards
Hvad ønsker Acharya at påvise?
1) At vise, at aktører ofte rekonstruerer internationale normer, så de passer til lokale identiteter og opfattelser. Archarya laver sin egen teori om normdiffusion kaldet ”localization” med aktørfokus. Archarya kalder man for 2. generationskonstruktivist, da han har fokus på det regionale og på aktør frem for strukturniveau.
2) At vise, at normer kan accepteres i varierende grad, alt efter aktørernes evne til at rekonstruere normer og skabe norm-kongruens. I modsætning til mange konstruktivistiske analyser, som fokuserer på en total afvisning eller total internalisering af internationale normer (forskellen på normerstatning og normdiffusion). Mange konstruktivistiske analyser er soft cases, fordi de inkluderer et tydeligt normativt skifte (modsat hard-cases).
Hvorfor ser Archarya større tendens til localizing ift. decideret normerstatning?
Det er lettere at lave localization end replacement, fordi eksisterende normer ofte er indlejret i stærke institutioner (sti-afhængighedsargument). Idéer kan flyttes som følge af lokalt initiativ, hvis nogle ledere mener, det kan øge deres legitimitet at importere visse værdier; for det andet er modtagerforhold vigtigt, fordi modtagerne ikke bare neutralt implementerer idéerne, men de formes efter den eksisterende tradition med henblik på at styrke institutionerne; for det tredje har betyder det ikke, at man går bort fra og opløser eksisterende institutioner, bare fordi man lader sig inspirere ude fra.
Hvad påvirker effekten af den betingende variabel?
Lokale politiske strukturer og agenter fungerer som en medierende variabel, der betinger normdiffusion. Archarya vurderer normernes effekt ved at se på forandring i målsætninger og institutionelt set-up. Uafhængig variabel (X) er normer. Afhængig variabel (Y) er institutionelt set-up. Medierende variabel (Z) er lokale aktører.
Styrken af den afhængige variabel afhænger af: 1) styrken af aktøren, 2) styrken af de hidtil eksisterende normer, 3) graden af ”unik” identitet, 4) fordelene aktører kan opnå.
Afhængig variabel: Kan i princippet være alt muligt, men i denne analyse er det institutioner.
Hvordan adskiller Archarya sig fra tidligere studier af normdiffusion?
Tidligere studier ignorerer modtagernes rolle betydning i normdiffusionen samt og fokuserer kun på de internationale norm-skabere. Efterfølgende studier har fokusereret på kongruens (overensstemmelse), som er sammenhængkraften mellem internationale og lokale normer. Her ved: 1) ”Framing” som er, at fortalere for den nye norm sprogligt skaber links mellem den internationale og lokale norm, og ved 2) ”grafting” som er en taktik, hvor normadvokater associerer en ny norm med en allerede eksisterende norm fra samme issue-area. Her er fokus typisk også kun på udefrakommende, som konstruerer framingen eller graftingen.
Ifølge Archarya går hans teori om localization videre og viser, hvordan internationale normer kan rekonstrueres lokalt, så de sammenstemmer med eksisterende normative ordner. Konstruktivismen ser lokalisering som en socialiseringsproces, hvor fremmed normer tilpasses lokale traditioner.
Hvilken betydning har lokale aktører for normdiffusion?
Lokale aktører har stor indflydelse på normdiffusion. Dynamikken er en kongruens-opbyggende proces, hvormed lokale aktører aktivt konstruerer udenlandske ideer, så de udvikles og får kongruens med eksisterende lokale opfattelser / praksis.
Argumentet stammer fra Archryas studier af sydøstasien, hvor høvdinge aktivt udvalgte brugbare normer, som de kunne ændre og anvende til at booste deres autoritet og legitimitet. Dvs. normer importeres til at støtte eksisterende institutioner.
Når lokale aktører har påtaget sig normen, kan der enten ske: 1) en modreaktion (ingen forandring), 2) en lokalisering af normen, eller 3) en normforskydning. En lokaliseret norm indgår i normhierarkiet op linje med andre normer, mens en forskydning ændrer normhierarkiet.
Hvorfor blev ”Common Security” normen integreret i ASEAN, men ikke ”Constructive Intervention” normen?
Begge normer udfordrede ASEANs forudgående ideer og praksisser. Hvorfor blev den umiddelbart stærke globale norm om humanitær intervention ikke velmodtaget. Det blev i stedet den europæiske ”common security” norm, som ikke var støttet af magtfulde stater.
Hvorfor lykkedes lokalisering i det ene tilfælde og ikke i det andet?
1) Common Security: Common Security (inspireret af europæisk sikkerhedspolitik) udvikles til Cooperative Security, ASEAN-udgaven af denne norm, uden de formelle juridisk bindende elementer. Stærke aktører og en mulighed for at forme normen, som man ønskede, gjorde, at man kunne afvikle den tidligere norm og implementere den nye norm.
2) Constructive Intervention: Den økonomiske krise i ’97 udstiller svaghederne i ASEAN. Flere aktører prøver at indføre en ny norm, om aktiv intervention kaldet ”Flexible Engagement”. Målet var generel mere åbenhed og transperens i ASEAN, både indenrigs og regionalt. Underliggende i normen om ”Flexible Engagement” var normen og humanitær intervention, collective action for at sikre demokrati og menneskerettigheder. Denne norm strider mod for mange af ASEAN’s eksisterende normer (specielt non-intervention), og må afvises. I stedet foreslås ”constructive intervention”: 1. assistance til valgprocedurer. 2. støtte til juridisk og administrativ reform. 3. udvikling af human kapital. 4. styrkelse af civil samfund. → Advokaterne blev set som vestens agenter, og dermed ikke repræsentanter for lokale normer. Dvs. at mange af norm-tagerne ikke kunne se en umiddelbar fordel i normdiffusion. Der kom ingen institutionel forandring eller nye opgaver, hverken demokratistøtte e.lign. i forbindelse med dette forsøg på localization.
