4 Flashcards
Politics matter
Definition:
Politiske partier udnytter regeringsmagten til at omsætte ideologisk betingede præferencer til praksis
Antagelser:
- Partiet har andre policy-præferencer end modstanderne
- Partiet er villig til at forfølge disse præferencer selvom det måske ikke er hvad vælgerne ønsker
- Partiet har en reel mulighed for at få præferencerne omsat til nye policies
Forudsætninger:
- Der skal helst være tale om fordelingspolitiske issues: ‘røde partier’ vil typisk fokusere på høj beskæftigelse og øget økonomisk lighed, hvorimod ‘blå partier’ typisk vægter lav inflation/prisstabilitet
- Hvad med værdipolitiske issues? Det er mere vanskeligt, fordi det ofte er svært at se en kobling mellem ideologi/partifarve og holdning til fx fri abort eller aktiv dødshjælp.
- Måske en lille tendens til at ‘røde partier’ er tilhængere af at bruge gulerodsmetoden hvor ‘blå partier’ tror på pisken, når det kommer til fx integration, retspolitik og lignende.
Hvad driver partierne?
Kaare Strøms klassificering (se slides)
- OBS: glemmer partierne deres ideologiske præfe-rencer FORDI de søger efter fx at være vote-seeking eller office-seeking?
Man kan sagtens både være fx vote-seeking og office-seeking på samme tid:
- Hvis man fx går efter en flertalsregering (ualmindeligt i Danmark, men ‘normalt’ i lande med flertalsvalg i enkeltmandskredse)
Er der noget (nogle rammer) der forhindrer partiet i at udvikle ideologisk betinget policy?
- Hvis der er lavkonjunktur, og der ikke er penge nok til diverse politiske ønsker
- DF som støtteparti bremsede også VK-regeringen og
VLAK-regeringen på mange policyområder (med mindre de fik stramninger på udlændingeområdet)
Konklusion: man kan IKKE regne med, at det betyder noget at der kommer en ny regering til magten. Der er nogle specifikke betingelser derskal være opfyldt først!
Udfordringer for politics matter-teorien
- De traditionelle klasser betyder mindre og mindre, og vælgerne ligner hinanden mere og mere
- Det kommer partierne derfor også til at gøre (medianvælgerteorien)
- Partierne ER blevet mere ens, og ens partier fører ens politik
De fleste bekender sig til en eller anden variant af neo-liberalisme:
- Markedsregulering og konkurrence bør udbredes til så store dele af samfundet som muligt. Det handler også om, at deregulering af arbejdsmarked og finanssektor er nødvendig for at skabe vækst, samt at pengepolitisk stabilitet og lav inflation er vigtigere end at sikre beskæftigelsen
- Men…fremgang til Alternativet, EL og LA kunne måske skyldes at de ikke ‘bare roder rundt inde på midten’
”Ideologierne er noget bras!”
- Alle partier er mere eller mindre enige om en socialliberalistisk/socialdemokratisk fordelingspolitik. Det betyder, at de skillelinjer er ligegyldige.
- Ronald Inglehart: I takt med at vi bliver rigere og rigere stemmer vi i langt højere grad efter værdipolitisk overbevisning. Men…er partiernes policy-præferencer på den værdipolitiske akse ideologisk betingede?
Tidligere:
- Politics matters indebar stærkt hensyntagen til ideologi (ideology matters)
Nu:
I dag skal politics matters snarere tolkes som policy preferences matters fordi ideologien mister betydning som skillelinje
Hvordan konkurrerer partierne mod hinanden?
Positionel konkurrence:
- Partierne vælger positioner på forskellige policy-akser (fordelingspolitisk, værdipolitisk). Denne positionering i forhold til andre partier sker for at trække vælgere til sig.)
Downs Medianvælgermodel (positionel konkurrence):
- ”Partier formulerer politik for at vinde valg, snarere end at de vinde valg for at formulere politik” (jf. vores diskussion om, hvorvidt politikere skulle følge eller lede befolkningen)
a) Vælgerne antages at være rationelle og egennyttemaksimerende individer (homo oeconomicus)
b) Modellen er udviklet til et to-partisystem men fungerer også hvis der er tale om to ’ensartede’ politiske blokke (hvis partierne i hhv. rød blok og blå blok har relativt ensartede positioner og alle er office-seeking frem for policy-seeking)
c) Når en vælger skal finde ud af hvilket parti hun skal stemme på, afgøres det af hvilken nytte hun regner med at kunne op- nå hvis det ene eller andet parti kommer til magten
d) Partier vil søge at få stemmer nok til at vinde magten (office-seeking) fordi stemmerne kan ’veksles’ til magt og indflydelse
e) Teorien forudsætter, at befolkningens holdninger på ét bestemt konfliktpunkt (fx skattelettelser) fordeler sig på hele spektret af holdninger, og har et toppunkt (altså der er en position, hvor mange vælgere klumper sig sammen)
f) Median betyder, at her står ’den midterste vælger’ – husk at vælgerne antages at være rationelle, og en vælger sammenligner sin egen placering på konfliktaksen med de to partier. Hvis afstanden mellem egen placering og parti A er mindre end afstanden mellem egen placering og parti B, stemmer man på parti A
g) Selvom de repræsenterer hver sin side af et politisk spektrum, vil partierne forsøge at positionere sig ’tættere på medianvælgeren end det andet parti’ (hvis det lykkes får man over 50% af stemmerne).
h) Da medianvælgeren typisk ligger nogenlunde i midten af det politiske spektrum vil partierne derfor automatisk blive midtersøgende (måske derfor man ser at danske politiske partier klumper sig sammen på midten?)
Emnekonkurrence:
- Partierne forsøger at trække fokus (udøve dagsordensættende magt) over på de emner, som partier er stærke på og/eller som man ønsker fokus på. Hermed fjernes fokus fra emner man måske er knap så stærke på.
Robertsons emnekonkurrence-teori (emnekonkurrence):
- I stedet for at skifte position på forskellige emner for at tækkes en tænkt (?) medianvælger, konkurrerer partier i stedet ved at forsøge på at flytte fokus over på de emner de har issue-ownership til ELLER de emner hvor man ’bare’ klarer sig bedre end konkurrenterne.
- DF har issue-ownership på dyrevelfærd og kamp for de ældre. DF har haft issue-ownership på flygtninge-/indvandreremnet, men det har V og S ’spist’ sig ind på, og nu forsøger Nye Borgerlige/Dan-marksdemokraterne at ’tage’ issue-ownership på flygtninge-/indvan-dreremnet ved at italesætte sig selv som ’den eneste rigtige løsning på det problem’.
- Det er altså de skillelinier som eksisterer i landet (rige/fattige, danskere/fremmede, unge/ældre, by/land) som præger partierne til at vælge side for derigennem at opnå magt/stemmer
- På den ene side er det blevet meget sværere at sætte den politiske dagsorden (pluralistisk mediebillede, breaking news-epidemi)
- På den anden side er partierne blevet meget mere professionalise-rede (organisation, kampagne, vælgeranalyser, meningsmålinger…)
- Selvom man anvender en af ovenstående strategier i forsøget på at ’vinde’ over andre partier, betyder det ikke, at ideologi ikke betyder noget. Man kan fx godt positionere sig strategisk og samtidig være tro mod den ideologiske bagage!
Partiernes rolle i dag
Partierne er ofte udskældt for at være “forstenede” og “i krise” (det faldende medlemstal og aktiviteten ved møder). Alligevel har de politiske partier nogle vigtige funktioner:
- Partierne er grupper af personer der under en fælles betegnelse opstiller kandidater til offentlige valg til de politiske forsamlinger. Partierne stiller kandidater op til valg med henblik på at vælge repræsentanter til folketing, amtsråd og byråd. Herved kommer partierne til at stå for repræsentations-funktionen i det repræsentative demokrati.
- Partierne fungerer som aktører, der formulerer politiske målsætnin-ger og policy-forslag og forsøger at føre dem ud i livet (hvis de er policy-seeking). Partierne består af grupperinger af mennesker med samme syn på samfundet/ideologier. De formulerer disse syn i par-tiprogrammer og forsøger at præge samfundsudviklingen med dem. Hermed er partierne med til at formulere mål for samfundsudviklin-gen, og de bliver bindeled mellem befolkningen og “systemet”.
- Partierne fungerer også som en arena for politisk deltagelse og de står endvidere for at rekruttere/socialisere politiske repræsentanter til den politiske elite samt organisere det parlamentariske arbejde. For at blive politiker er man (næsten) nødt til at komme igennem et parti…
- …eller lave sit eget parti
Partiernes historie:
1870’erne – de første partier opstår:
- Folketingsmedlemmer med samme holdninger var begyndt at mødes uformelt i ’klubber’ og diskutere politiske emner. Disse klubber var i første omgang meget løst organiserede men udviklede sig efterhån-den til at være formelle organisationer og kom til at danne grundlaget for det vi i dag kender som partier
1875 – det forenede Venstre:
- Cirka halvdelen af folketingets medlemmer havde rod i landbruget Disse sluttede sig sammen i ’Det forenede Venstre’ og ønskede sociale reformer for landbefolkningen, en mere ligelig fordeling af skattebyrden samt parlamentarisme (mulighed for at folketinget kunne afsætte regeringen)
1881 – Højre:
- Man begyndte at kalde regeringens tilhængere for Højre. Højre var en blanding af godsejere, akademikere, embedsmænd og købmænd
1880’erne – Socialdemokratiet:
- I 1871 havde Louis Pio stiftet bladet ’Socialisten’ hvori han argumenterede for indførelse af markant bedre forhold for arbejderne. I 1876 stiftedes partiet Socialdemokratiet (det første parti der blev stiftet UDEN FOR folketinget). Partiet kommer første gang i folketinget ved valget i 1884
1905 – det klassiske firepartisystem:
Indtil 1905 var der følgende partier:
Højre (de Konservative)
Venstre
Socialdemokratiet
- I 1905 brød de mest venstreorienterede af Venstres folketingsmedlemmer og vælgere ud og oprettede Det Radikale Venstre. Mærkesager: neutralitet, stemmeret for alle over 21 år, bedre omsorg for børn, ældre og de svage i samfundet, m.m.
Partityper
Elitepartier:
- en lille gruppe mennesker/udvalgte borgere der ikke har nogen permanent organisation
Massepartier:
- formel, permanent organisation samt mobilisering af borgere og medlemmer der får indflydelse på policy-formulering
Catch-all-partier:
- medlemmerne har en betydning, men der er i højere grad tale om topstyring (partiets ledelse dominerer politiske beslutninger)
Elektoralt-professionelt parti:
- vælgerne er vigtigere end medlemmerne, høj grad af professionalisering af kampagner og politisk strategier
De enkelte partier kan godt gennemgå en udvikling:
- Ny/Liberal Alliance…
begyndte som et eliteparti…
…udviklede sig til et elektoralt-professionelt parti…
…er måske på vej til at blive et catch-all-parti?
Partiernes økonomi
- Medlemmer betaler kontingent
- olitiske partier får offentlig støtte (regional støtte, statsstøtte, kommunal støtte). Fx får man ca. 30 kr. pr. stemme ved FV.
- Privat/virksomheder/organisationer kan støtte partierne, men må max. donere 23.000 kr. anonymt. - Beløb herover skal offentliggøres
Partimedlemmer
- Markant fald i antallet af partimedlemmer siden 1960. - Da det toppede var 599.173 medlemmer af danske politiske partier. I 2019 var der 132.554 medlemmer
- Måske er faldet dog bremset – især har nye partier som Alternativet (indtil 2018) og Nye Borgerlige rekrutteret. Og det ligger måske også i tidsånden at man tager stilling til politiske emner og efterfølgende gør noget aktivt (melder sig ind).
Hvad kendetegner sammensætningen af partimedlemmerne:
- Kvinder er i de fleste partier underrepræsenterede
- De unge er også underrepræsenterede
- Medlemmer er generelt veluddannede
Medlemmernes rolle
- Formulere policy (sker kun i begrænset omfang, typisk er det partiledelsen og folketingsgruppen der står for det
- Beslutte hvem der opstilles til de folkevalgte forsamlinger. Det gælder for ca. 1/3 af partimedlemmerne (der udgør 140.000/3.500.000 = 4% af vælgerne). Altså er det ca. 1% af vælgerne der afgør hvem der opstilles
- Er det et problem?
Partier i forandring
- Partiernes professionalisering
- Partierne gør i stigende grad brug af direkte kommunikation med vælgere og medlemmer gennem sociale medier, vælgeranalyser, meningsmålinger, etc. -Om partierne hermed bliver lemminger der følger folkestemningen eller om det betyder, at de bliver endnu bedre klædt på til at løse politiske problemer i overensstemmelse med befolkningen er der ikke noget entydigt svar på.
Medialisering af politikken:
- Politik bliver i stigende grad til ‘i’ medierne - alles kamp mod alle om at positionere sig + stigende krav om at der skal være nyt hele tiden
Valg af standpunkt
Molins model:
- Den svenske politolog Björn Molin har udviklet en model der kan komme med bud på faktorer der påvirker partiernes valg af standpunkter. I modellen findes følgende baggrundsfaktorer
Ydre faktorer:
- Beslutninger der bliver truffet uden for det nationale politiske system (fx EU-beslutninger, økonomisk krise, vigtige verdensbegivenheder, etc.)
Interessefaktor
- Dækker over de interesser, partiet har. De vil bla. gerne ramme deres vælgeres interesser, og støtter derfor fx op om en strammere miljøpolitik, hvis deres vælgere sætter stor pris på miljøet.
Opinionsfaktor:
- Opinionsfaktoren handler om befolkningen, og deles op i 2 dele:
- Kontinuitet: Der skal være overensstemmelse mellem det, partiet siger og gør. Man må ikke pludseligt skifte mening.
- Popularitet: Emnet skal være populært blandt befolkningen, og partiets vælgere.
Parlamentarisk faktor:
- Den parlamentariske faktor er de hensyn, partiet må tage til de andre partier i Folketinget. Fx bør Socialdemokraterne tage hensyn til Enhedslisten, Alternativet, SF, Radikale Venstre (og DF?)
Personfaktor:
- Partilederen bliver partiet ‘udadtil’, og skal derfor være en dygtig kommunikator/taler og være troværdig overfor befolkningen
