Wivel 2002: Realismen efter Waltz: Udvikling eller afvikling? Flashcards
Hvilke udfordringer har neorealismen mødt siden Waltz’s ”Theory of International Politics” i 1979?
Udviklingen i det internationale system har udfordret Waltz’s neorealisme på tre måder:
a. Efter Den Kolde Krig har USA været supermagt, hvorfor de realistiske og neorealistiske antagelser om magtbalancering udfordres. De fleste lande samarbejder endda med USA.
b. Det internationale system er i dag kendetegnet ved en stigende række internationale organisationer, hvilket udfordrer den neorealistiske antagelse om, at institutioner ikke har selvstændig betydning.
c. Indenrigspolitiske forhold synes at spille en større rolle for udenrigspolitikken efter bipolaritetens konstante supermagtskonfrontation – dette udfordrer også neorealismen, som forklarer staters handlerum ud fra systemet (anarkiet).
Hvad er ifølge Wivel forskellen på offensiv og defensiv neorealisme?
Defensive neorealister:
Stater søger kun en ”appropriate amount of power” fordi:
1) Revisionistiske stater bliver balanceret og er derfor dømt til undergang.
2) Den offensive-defensive balance er næsten altid i defensiv favør.
3) Territorial ekspansion er exceptionelt dyr.
–> Stater vil altså søge at bevare deres position i systemet, hvorfor de undgå ekspansion.
Konflikt sker som følge af sikkerhedsdilemmaet: Opruster én stat for at øge sin egen sikkerhed, mindskes de andre staters sikkerhed. Derfor opruster de, hvorfor det ender i en spiral, der ender i krig.
Offensive neorealister: Kritiserer defensive neorealister for logisk fejlslutning → hvorfor bruge penge på oprustning, hvis ingen ønsker at ændre status quo? Offensive neorealister mener, at stater fører en ekspansiv udenrigspolitik (revisionistiske) for at sikre deres overlevelse. Hegemoni er det bedste forsvar mod angreb.
Ydermere har defensiv neorealisme fokus på mere end militær kapabilitet, hvor det er den eneste kapabilitet, som den offensive neorealisme har fokus på.
Hvad er ifølge Wivel ligheden mellem offensiv og defensiv neorealisme?
Den neorealistiske debat mellem offensiv og defensiv realisme adskiller sig fra den klassiske tradition gennem deres argumentation på strukturniveau, hvor anarkiet er grundlag for konflikt. Ingen af de to har fokus på menneskets natur som årsag til konflikt ligesom realismen. Debatten er desuden analytisk og rummer ikke normative svar på, hvordan en stats sikkerhedspolitik bør gribes an.
Hvordan forklarer den offensive og den defensive neorealisme USA’s status som unipol?
Den defensive realisme leder ikke nødvendigvis til den forudsigelse, at de andre stormagter med tiden vil modbalancere USA. Birthe Hansen forudsiger, at staterne vil flokkes om supermagten, da ingen tør eller har råd til at stå alene mod USA.
Den offensive realisme: Da de vægter militære kapabiliteter højest, anser de ikke USA som supermagt – faktisk finder de, at det internationale system i dag er multipolært med Kina, USA og Rusland som stormagter.
Hvad er det metodiske problem for den defensive og offensive neorealisme?
Afvigelser fra teorien forklares med faktorer, der ligger uden for teorien. Falsificering er næsten umulig. Man kan for det andet ikke rigtig svare på, hvordan et lands udenrigspolitik bør føres, da den er universel og generel. Kan heller ikke løse aktuelle sikkerhedsproblemer → har ingen praktisk relevans. Kan hjælpe os til at forstå grundlæggende mekanismer i international politik, men er uegnet til at forklare enkeltbegivenheder og den enkelte stats udenrigspolitik.
Hvad er betinget realisme?
Fællestræk: Teorierne identificerer nogle betingelser, som bestemmer styrken af det internationale anarkis effekt på staternes handlen.
Hvad er post-klassisk realisme?
Betinget realisme. Fokus på betydningen af sandsynligheden for konflikt: Stater vil handle forskelligt afhængig af sandsynligheden for militær konflikt. Stor fare: Staterne vil handle, som neorealismen forudsiger. Lille fare: Staterne vil afvige fra neorealismens forudsigelser. En række systemiske variable afgør sandsynligheden for konflikt: Teknologiske, økonomiske, geopolitiske forandringer, samt forandringer i mønstre af uforenelige/fælles interesser, og venskab/fjendskab. Specificerer de systemiske betingelser for, hvornår de realistiske dynamikker vil være gældende.
Hvad er neoklassisk realisme?
Betinget realisme. Fokus på udenrigspolitik, som påvirkes af det internationale systems struktur og statens magtposition i denne struktur. Påvirkningen foregår gennem de udenrigspolitiske beslutningstageres perceptioner af fx magtbalancen og deres lands position i verdensordenen. Disse fungerer som medierende variable, der ”forsinker” eller modvirker strukturens pres.
Specificerer de indenrigspolitiske betingelser for, hvornår de realistiske dynamikker vil være gældende.
Hvad er den betingede realismes begrænsninger?
Teorierne udvikler ikke en teori, der muliggør en præcis hypotesedannelse om udenrigspolitikkens formulering.
Hvordan anbefaler Wivel, at man anvender de forskellige teorier?
Man bør starte med universel realisme, for bagefter at få inspiration i den postklassiske realisme, der bidrager med at specificere effekten af de systemiske variationer. Endelig kan den neoklassiske realisme bidrage med at præcisere de indenrigspolitiske variables effekt på et konkret lands udenrigspolitik.
Er der ifølge Wivel tale om afvikling eller udvikling?
Udvikling: Realisterne kan forklare mere præcis forklaring på internationale udviklinger.
Afvikling: Teorierne bygger på meget forskellige antagelser om det internationale system i dag.
