Pedersen 2012: Danish Foreign Policy Activism : A Case of Differences of Degree? Cooperation and Conflict. Flashcards
Hvad ønsker Pedersen at undersøge i sin artikel?
Forskere er uenige om den danske aktivistiske udenrigspolitiks oprindelse, indhold og udbredelse. Herunder om skiftet i 2001 er udtryk for en ny type udenrigspolitik.
Der opstår et nyt paradigme i dansk udenrigspolitik fra 1989: ”Adaptionslogik” til ”aktivisme med en kerne af liberale værdier”. På grund af indenrigspolitiske faktorer er denne aktivistiske udenrigspolitik ikke statisk, den ændrer sig fra et multilateralt inspireret fokus til et atlantisk centreret fokus efter 2001 (da Venstre fik regeringsmagten.
Selve udførslen af udenrigspolitik indenfor dette paradigme varierer i perioden 1989-00’erne, men det er en grads-variation, ikke en type-variation.
Pedersens hovedargument er altså, at aktivisme skal forstås som en homogen strategi med en kerne af liberale værdier, selvom udførelsen varierer mellem 90’erne og 00’erne.
Hvilken teori gør Pedersen brug af?
Han nøjes med at konkludere, at udenrigspolitik er et mix af interne og eksterne faktorer, hvoraf de interne i form konkret policy-udformning og ideationelle faktorer blandt aktørerne har været de vigtigste i udformningen af dansk udenrigspolitik.
Hvilke fire tilpasnings(adaptions-)strategier for småstater nævner Pedersen?
Småstaters udenrigspolitik formes af forholdet mellem indflydelseskapacitet og følsomhed overfor det eksterne miljø (stressniveau, statens sårbarhed). Fører til fire forskellige tilpasningsstrategier:
- Samtykke (+ følsomhed, - kapabiliteter) – tilpasning (gør, hvad stormagten siger).
- Dvale (- følsomhed, - kapabiliteter) – ikke-provokation (minimal ekstern aktivitet, men uden at give indrømmelser til stormagter).
- Dominans (+ kapabiliteter, - følsomhed) – egen interesser (forme det eksterne miljø efter egne værdier, normalt kun stærke lande).
- Balancering (+ følsomhed, + kapabiliteter) – ikke-militær og pro international retsorden (give and take policy).
Hvilket udenrigspolitisk skifte så vi efter afslutningen på Den Kolde Krig?
Under den kolde krig var Danmarks UP samtykkende: Fulgte stormagterne og indtog så vidt muligt en pascifistisk position, neutralitet, dvs. prøve ikke at binde sig mere end nødvendigt til alliancestrukturerne. Danmark promoverede normer om ikke-intervention og tilbageholdenhed.
Efter den kolde krig er der tale om en mere initiativrig og aktivistisk UP, der søger at opfylde mål, men også formulering af nye mål. Der kommer en ny underliggende logik, i og med at Danmark promoverer liberale værdier om demokrati og menneskerettigheder, om nødvendigt med militær magt (liberalism of imposition). DK er altså gået fra tilpasning til aktivisme.
Hvad er aktivisme?
En strategi, som sigter mod at skabe, opretholde eller ændre en given international orden i overensstemmelse med policy-makerens interesser og værdier.
Defineres på tre dimensioner: 1) Evnen til at tage initiativ, 2) evnen til at forfølge sine mål, og 3) evnen til at prioritere mobiliseringen af midler.
Hvordan deler Pedersen dansk UP før og efter 2001?
- Aktiv internationalisme fra ’89
Efter Den Kolde Krig kræver det en mere aktiv UP for at sikre danske interesser i en multilateral verden (Ellemann-Jensen) → ny samlet vision for dansk UP som støtte til en ny liberal verdensorden med særlig fokus på Østeuropa. Der var også ideologiske aspekter i den nye UP: normativ ambition om at sprede demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi. Samt nyt syn på suverænitet: Humanitær intervention kan være nødvendig! Den socialdemokratiske regering implementerer denne vision gennem 90’erne med Balkan missioner i 92, i 93 (Kroatien), 95 (Bosnien), 98 (Albanien), Irak (98) og kulminerende med den fuldstændigt liberale legitimering af deltagelsen i 99-Kosovo kampagnen. - International aktivisme fra ’01
Efter 9/11 sætter USA pres på alle småstater ved at kræve, at man tager stilling til krigen mod terror. Danmark vælger (med ny VK-regering) at forlade den multilaterale forankring til fordel for en direkte alliance med USA → skiftet til aktiv internationalisme bliver tydeligt i deltagelsen i Irak-krigen (2003). Vilje til direkte at forfølge danske interesser og ambitioner udenom den multilaterale arena. Den internationale aktivisme abonnerer direkte på liberalism of imposition tankegangen, men der var også et realpolitisk sigte om at ændre Danmarks småstats status til mellemstats position i det international system (øget indflydelse).
→ Altså kontinuet i et liberalt værdigrundlag: DK’s aktivistiske UP bygger på liberalism of imposition, idet DK søger aktivt at sprede universelle ideer (også i 90’erne). Forskellen i 00’erne er et mindre fokus på internationale institutioner.
Hvorfor dette paradigmeskift efter Den Kolde Krig?
Eksterne faktorer (Den Kolde Krigs afslutning) er de nødvendige betingelser, men er ikke tilstrækkelige, til at forklare små staters UP. I dette tilfælde må vi se på de indenrigspolitiske faktorer, særligt ideationelle: Udenrigspolitisk paradigmeskift i Venstre (Ellemann: Opgør med socialdemokratisk/nordisk udenrigspolitiktradition fra før 1989, hvor DK fører neutral småstatspolitik – nu skal DK føre aktivistisk UP). Venstre stod for introduktionen af aktivismen i 1989 (Ellemann), mens den efterfølgende Socialdemokratiske regering videreførte og implementerede aktivismen i 1990’erne.
Hvad konkluderer Pedersen?
Efter 2001 blev dansk udenrigspolitik mere militaristisk og lænede sig mere op ad det direkte forhold til USA, men der er ikke tale om et brud med det liberale paradigme – blot variation i graden. DK’s udenrigspolitik går fra tilpasning til aktivisme efter Den Kolde Krigs afslutning.
