Carlsnaes 2002: Foreign Policy. Flashcards
Hvorfor har udenrigspolitisk teori fået et comeback?
Systemisk fokus har gjort det vanskeligt for teorier, hvor systemet ikke ses som styrende for staters handlen. Efter Den Kolde Krig, som for mange ses som den primære udfordrer for systemiske teorier, har udenrigspolitisk teori derfor fået et comeback.
Fokus på, at indenrigspolitiske faktorer forklarer udenrigspolitikken → man kan ikke generalisere, hvordan stater vil handle udenrigspolitisk.
Modsat neorealismen: Neorealismen er en probabilistisk teori. Strukturen presser staterne mod en bestemt adfærd, nogle kan handle anderledes, men vil sandsynligvis blive ”straffet” af strukturen.
Udenrigspolitik = staters politik ift. omverdenen.
Indenrigspolitik = håndtering af indre anliggender.
Sikkerhedspolitik = beskyttelse af statens eksistens ift. eksterne trusler.
→ med udenrigspolitisk analyse vil vi forstå konkret udenrigspolitik og ikke international politik (fokus på udfald frem for adfærd). I IP-teorier findes udenrigspolitiske forklaringer på systemniveau (fx neorealismen) eller system- og statsniveau (fx konstruktivismen) eller på system-, stats- og individniveau (fx post-strukturalismen). Udenrigspolitisk analyse åbner op for fokus på mere underliggende variable.
Hvordan inddeler Carlsnaes udenrigspolitiske teorier?
Man kan inddele udenrigspolitiske teorier efter deres ontologiske udgangspunkt, som også bestemmer det epistemologiske udgangspunkt. Kan inddeles efter, om teorien er struktur eller aktørbaseret (ontologi) og om den går forklarende eller fortolkende til værks (epistemologi). Neorealismen er således strukturbaseret og går forklarende (rationalistisk) til værks → Waltz er imod, at man bruger hans teori som en udenrigspolitisk teori, men Carlsnaes ser ikke problemet i det. Han gennemgår alle teorier som udenrigspolitiske teorier.
Både konstruktivisme og post-strukturalisme er strukturbaserede og går forstående (reflektivistisk) til værks.
Hvad er Carlsnaes’ pointe?
Carlsnaes ser ikke de fire tilgange som gensidigt udelukkende, men han mener, at de samlet kan give et mere nuanceret billede af international politik. Han mener derfor, at analysemodellen til analyse af udenrigspolitik bør indeholde en intentionel, en disponeret og en strukturel dimension, hvor den strukturelle dimension udstikker rammerne for disponeringen af de intentioner, aktørerne har, når de træffer beslutninger, dvs.: Strukturel → disponeret → intentionel → udenrigspolitisk handling.
