Campdell 2013: Post-strukturalismen. Flashcards
Hvad er poststrukturalismens hovedspørgsmål?
Poststrukturalisme er et studie af legitimeringsprocesser:
1) Hvad gør politik mulig?
2) Hvordan etableres repræsentationer, og hvilke politiske mulighedsrum giver det?
Campbell ser på, hvordan hungersnød repræsenteres:
• “Ekstrem sult” leder til humanitær bistand
• “Social katastrofe” leder til konfliktløsning
→ Et ”populært” billede, når Nyhederne dækker en hungersnød, er en mor med sit barn. Bruges som universelt symbol. Disse fotografier skaber en række identiteter: Os/dem, offer/redningsmand. Disse er nødvendige for at organisere en respons. Hungersnød konstrueres som ekstrem sult i stedet for en social katastrofe, da ”social katastrofe” ville involvere det internationale samfund mere end blot nødhjælp.
Fire fokus-punkter:
1) Bestemte forståelser af politik
2) Marginalisering/ekskludering af bestemte grupper/individer/forståelser
3) Magtstudier
4) Identitet
Hvordan beskæftiger post-strukturalismen sig med viden?
Stiller metateoretiske spørgsmål for at forstå, hvordan viden er etableret over tid: Hvad gælder som viden? Hvem kan vide?
Post-strukturalismen sætter spørgsmålstegn ved positivisme og videnskab: Mening, viden og virkelighed er konstrueret historisk og sprogligt.
Hvordan forstår poststrukturalismen identitet?
Identitet er altid skabt gennem ”forskel”. Diskurser konstituerer SELV og ANDEN: Forskel er en forudsætning for statens identitet. Diskursen fortæller en stat, hvad den er. Det gør den ved at fortælle staten, hvad den ikke er. Foucault ser derfor magt som produktiv og ikke repressiv: For, at en stat ved, hvem ”den” er, bliver der nødt til at være noget, der står udenfor.
Identitet er ifølge poststrukturalismen:
1) relationel
2) social
3) diskursiv
4) performativ: Identitet skabes kun igennem diskursiv italesættelse
Identitet er hverken endeligt givet eller uden diskursive strukturer. Identitet er både ustabilt og stærk: Man kan aldrig få identiteten fuldstændig på plads. Til gengæld kan der være et system af strukturer, så det ser ud som om, at identiteten er fast.
Hvordan adskiller poststrukturalismens opfattelse af identitet sig fra konstruktivismens?
Forskellig på det ontologiske forudsætningsniveau. Illustreres ved eksempel med demokrati og fred:
1) Konstruktivismen: Demokratisk identitet kan forklare fravær af krig.
2) post-strukturalismen: Demokratisk identitet konstitueres gennem diskurs.
NATO’s overlevelse efter den Kolde Krig:
1) Konstruktivismen: NATO overlever efter den Kolde Krig, fordi de har fælles værdier og identitet, som er knyttet til liberalt demokrati og de værdier, der her er centralt
2) Post-strukturalismen: Ser på, hvordan statsledere osv. konstituerede NATO’s overlevelse pba. disse værdier: ”Vi har en fælles demokratisk identitet”. Det kunne dermed have været anderledes: ”Vi er en fælles militær enhed” eller ”vi ser et trusselsbillede i Mellemøsten”. Muligt at få en anden repræsentation af, hvad NATO er.
Hvilken betydning har sproget ifølge post-strukturalisme?
Sproget er centralt for poststrukturalismen: Sproget skaber identiteter og legitimerer politikker. Identiteter og subjekter skabes gennem sprog. Magtrelationer findes derfor i sproget.
Magt er produktivt – viden produceres i kontinuerlige politiske magtkampe om fiksering af mening
Hvordan forklarer post-strukturalismen magtrelationer?
Post-strukturalismen forstår magtrelationer ud fra Foucaults begreb ”subjektspositioner”. Magt konstituerer subjektspositioner, der giver forskellige muligheder for handlen. Subjektspositioner etableres i sproget. De mulige positioner, man kan tale fra. Det er diskurser, der låser folk fast i subjektspositioner → repræsentationsmagt/disciplinær magt: Magt, som disciplinerer for at producere et særligt politisk objekt.
Konstituering af mening er det essentielt politiske! (konstant politisk kamp om mening – afvisning af neutral videnskab og neutralitet som sådan).
Et eksempel er ”trafficking”. Diskurser: Ofre eller illegale indvandrere. Problemer ift. det politiske felt. De passer ikke fuldstændig som ”offer”: De ved som regel godt, hvad de gør, når de rejser til DK. Hvis man ikke passer ind som offer, bliver man skubbet over i kategorien ”illegal indvandrer”. Giver politiske komplikationer.
Magtrelationer: eksklusioner og marginalisering Derfor nødvendigt at undersøge, hvilke magtrelationer, marginaliseringer og eksklusioner, der er på spil i en given diskurs.
Hvordan anvender post-strukturalismen diskursbegrebet?
Diskurs: En specifik praksis, hvorigennem mening og identitet konstrueres, sociale relationer etableres, og politiske og etiske produkter mere eller mindre bliver gjort mulige.
Diskursbegrebet siger ikke, at en materiel ikke verden findes, men objekter kan ikke konstitueres uden for diskursen. Diskurser er performative: Diskurser konstituerer de objekter, som de omhandler. Et objekt muliggøres af diskursen. Diskurs er ikke bare subjekter, der beskriver objekter, men diskursen er, hvad der konstituerer både subjekt og objekt.
Der findes materiel virkelighed uden for diskursen, men det giver ikke mening at tale om en ekstradiskursiv virkelighed, da vi kun har adgang til den som meningsfuldt objekt via diskursen.
Hvilken betydning har sproget som analytisk perspektiv?
Består af forskelsrelationer: Dikotomier. Termer har ingen betydning i sig selv – betydning gives ved en modsætning. Positive og negative termer → positive afhængig af den negative.
Et eksempel: ”Menneskerettigheder er universelle”. Det, at fremføre det universelle som noget universelt betyder, at det ikke er universelt → viser en partikulær karakter. Sætningen havde været unødig, hvis det var universelt.
Er post-strukturalismen en teori?
Post-strukturalismen er kritisk over for store fortællinger, dvs. at historien har ét begyndelsespunkt og ét endepunkt.
Wæver: Ja (implicit, da der står teori i hans overskrift).
Campbell: Nej, men en kritisk tilgang, som retter fokus mod betydningen af tolkning, forholdet mellem magt og viden og identitetspolitik i forståelsen af globale anliggender. Hvilken forskel gør det, om man ser post-strukturalismen som teori eller en kritisk tilgang (dikotomi)? Hvis det er en kritisk tilgang, bliver det sværere at sætte post-strukturalismen op mod de andre teorier.
Hvad undersøges og hvordan?
Hvilke diskurser præger individers/kollektive enheders opfattelse af verden, og hvilke (politiske) konsekvenser kan vi slutte heraf?
Analyserer: Officielle dokumenter Medierne Interviews Populærkultur[dog problem med manglende positivistisk analysedesign, hvilket medfører reliabilitetsproblemer]
Hvilke variable kigger post-strukturalismen på?
Forkert at tale om variable: Afvisning af kausalitetsbegrebet. Fokus er på (hermeneutisk) forståelse af situationer frem for (kausal) forklaring og forudsigelse.
Hvordan adskiller det kritiske element i post-strukturalismen sig fra det i kritisk teori og neo-marxisme?
Hvor de to sidstnævnte i højere grad kommer med klare anvisninger og forskrifter om en ny virkelighed, er poststrukturalismens mål snarere ”blot” at skabe bevidsthed om den herskende diskurs historicitet, kontingens og partikularitet – mao. at sætte spørgsmålstegn ved de gældende magtstrukturer og dermed skabe muligheden for alternativ tænkning. Modsat de to andre tager den ikke stilling til alternativer, da en vurdering af disse ville fordre en position uden for diskursen; desuden kan vi fra et poststrukturalistisk perspektiv aldrig nogensinde frigøres fra magtstrukturer, da destabiliseringen og afvisningen af en dominerende diskurs bare medfører indstiftelsen af en ny dominerende diskurs.
Fuldstændig emancipation fra magtrelationer er altså en (farlig) utopi – gør en blind for, at magtrelationer altid er på spil, og at en neutral og universel diskurs derfor er en umulighed.
Kritik: Er dette ikke forfærdeligt negativt? Forsvar: Magt ikke nødvendigvis en negativ ting; magten er også produktiv, da den er med til skabe mening.
