BLOK 1: Bevægeapperatet, myologi og biomekanik Flashcards
Knoglers funktioner
nogle
Funktion: 5 overordnede funktioner i kroppen
Støtte: Spinale processer støtter kraniet
Beskyttelse: Ribben beskytter lunge og hjerte
Motorik: Knyttet til muskler (skelet muskler), og har indflydelse på bevægelse
Lagring: Calcium, mineraler og blod
Blodcelle Formation: Rygmarven og stamcelle
Klassifikationa f knogletyper
Klassifikation Knogletyper:
Ossa plana (Flade knogler)
Plader af knogle adskilt af cancellous knogle (ansigtsknogler og ribben). Eksempel: Skulderblade og kranieknogler Tilhæftning af muskel og beskyttelse af organer
Ossa brevia (korte knogler):
Terningformede knogler (carpal & små tarsal bones).
Eksempel: Carpus (håndled), Tarsus (ankel), Joints Øget bevægelighed i led og stødabsorberende
Irregulære knogler:
Uregelmæssig formet knogle (vertebra og nogle ansigtsknogler). Eksempel: tryne, penis og hjertekugle
Ossa sesamoidea:
Sesamoid knogler: Knogle indlejret i marvhule (ligner er sesamfrø). Eksempel: Spinale vertebra, patella, knæskal
Ossa longa (lange knogler):
(lange): Inkl. diafyse (krop) epifyse(ende) + ledbrusk (humerus, radius, femur, tibia, metacarpals, metatarsals) Vægtstang
Hvad er fascia
Fascia
Alle muskler inddeles af facia. Facie er et strækbart kollagenholdigt tyndti fibrøst lag af elastiske fibre. Alle fibrene er orienteret i samme retning for at flytte tension fra knoglen til musklen der er hæftet til.
Facias funktion: Beskyttelse mod friktion når en muskel trækkes over andet muskulatur.
Septa intermuscularia = individuel fasica ml. muskler og periosteriom. Facia kan almindeligt vis indeles i et tyndt lag: Facia Superficiales, og et stærkere lag: Facia Profunda.
Ligament
Ligamenter
Ligament er et kort fibrøst bånd af connective tissue der sammenholder to knogler eller brusk.
Ligamenter er tætte bånd af bindevæv, der forbinder knogler og giver stabilitet og støtte til led. Ligamenter består primært af kollagenfibre og elastiske fibre og er inddelt i tre hovedtyper baseret på deres struktur og funktion:
Kollagen ligamenter: Disse ligamenter er stive og stærke og giver primært knogle-til-knogle støtte og stabilitet.
Elastiske ligamenter: Disse ligamenter er mere fleksible og kan strækkes for at tillade bevægelse af leddet. De er ofte placeret i leddene, der kræver mere bevægelsesfrihed, såsom rygraden.
Artikulære ligamenter: Disse ligamenter er placeret inde i leddet og hjælper med at styre bevægelsen af leddet. De er vigtige for at forhindre overdreven bevægelse og beskytte mod skader.
Ligamenter spiller en vigtig rolle i at stabilisere led og beskytte mod skader og forstuvninger. De er også vigtige for at opretholde korrekt kropsposition og bevægelse og forbedre kropsstabilitet under fysisk aktivitet.
Opbygning af bursa synovialis
Bursaer (Bursa synovialis)
Bursaer er små poser fyldt med væske, der ligger under sener og fungerer som ekstra støddæmpere for at mindske slid.
De er opbygget af stratum synoviale og stratum fibrosum og findes over hele kroppen, hvor der er muskler, sener og ligamenter, der glider over hinanden.
Synoviale bursaer kan opdeles efter deres placering som B. synovialis subtendinosae, B. s. submusculares, b. s. subligamentosae og b. s. subcutaneae.
Tendoner er hårde bindevævs bånd bestående af kollagen, der fastgør muskler til knogler.
Tendoner er ofte placeret i skeder, der smøres for at tillade bevægelse uden friktion.
Synoviale tendon sheets minder meget om bursaer, bortset fra at de helt dækker tendoner som en tube. Tendon sheets formes ofte, når den synoviale membran danner en recess, der omkranser tendonen. Tendon sheets har også hulrum, der kaldes cavum synoviale, som fyldes med væske.
Den synoviale membran, som både danner bursaer og tendon sheats, består af et visceral og et parietalt lag, der er forbundet af en mesentery kaldet meso tendineum. Det indre lag, der vender mod tendonen, kaldes visceral laget, og på et tidspunkt bliver det til parietale laget.
Bursaer kan være:
Subcutane
Subligamentøse
Subtendinøse
Submusculøse
Subfasciale
Opbygning af vaginae synoviale
Vaginae synovialis tendinis (seneskede)
En seneskede er en bursa, der omgiver en sene eller et tendon og fungerer som en smørende kanal til at reducere friktion, når senen bevæger sig i kroppen. En seneskede består af flere lag, herunder:
Membrana fibrosa: Dette er det yderste lag af seneskeden og består af tæt bindevæv, der beskytter og styrker seneskeden.
Cavum synoviales: Dette er et rum fyldt med synovialvæske, der fungerer som smøremiddel og hjælper med at reducere friktionen mellem senen og seneskeden.
Membrana synovialis: Dette er det inderste lag af seneskeden og består af en tynd membran, der producerer synovialvæske. Det er dette lag, der danner kanalen, hvor senen bevæger sig.
I vaginae synovialis tendinis (seneskeder i hånd- og fodled) er seneskeden ikke en fuldstændig lukket rørformet struktur, men former snarere en C-formet kanal omkring senen. Denne åbne struktur lukkes af mesotendinosum, der forbinder senen til seneskeden. Mesotendinosum er et tæt bindevævsbånd, der fungerer som en slags låg og forhindrer synovialvæsken i at løbe ud af seneskeden.
Muskeltyper
Muskler
Prime mover (agonist) muskel eller muskelgruppe der direkte bevirker en ønsket bevægelse
Antagonist (muskel eller muskelgruppe der modsætter sig agonistens bevægelse
Synergist (muskel eller gruppe der sammentrækkes samtidig som primemoveren (
Fixator (muskel der stabiliserer joints to allow other muscels to move).
Kunne beskrive den grundlæggende opbygning og funktionelle klassifikation af skeletmuskulaturen.
Skeltmuskultautr
Muskelcelle/muskelfibre
myofibriller
sarcomer
actinfilamenter go myosinfilamenter
epimysium, epitendineum, perimysium, fascikler, endomsyiom
Agonister, antagonister, syntergister
Skeletmuskulatur kan klassificeres funktionelt som enten agonister, antagonister eller synergister. Agonister er de muskler, der er primært ansvarlige for en bestemt bevægelse, mens antagonister er muskler, der udfører modsatte bevægelser. Synergister er muskler, der hjælper agonisterne med at udføre en bevægelse.
Ledopbygning
Led
Ledet omkranses af en fibrøs kapsel, og inde i ledhulen findes ledvæsken, som fungerer som smøremiddel. Ledet kan inddeles efter en eller flere ledflader, der artikulerer med knoglerne.
Symmetrien i opbygningen af leddet kan variere, men generelt er de opbygget symmetrisk. Der er ofte asymmetrisk innervering, som kan favorisere bevægelse i enten højre eller venstre side.
Ledet består også af blodkar, nerver, muskler og sener, samt lymfekar, som alle har en indflydelse på bevægelsen i leddet. Bevægelsen i leddet er styret af en bevægelsesenhed, som består af de knogler, der er forbundet af leddet og de omkringliggende muskler og sener. Bevægelsen i leddet kan variere, afhængigt af ledfladernes form og placering, og bevægelsesmønsteret kan også variere. Samlet set spiller leddene en vigtig rolle i kroppens bevægelse og motoriske funktioner.
Forskellige ledtyper
Der findes mange forskellige typer af led i kroppen, og de kan opdeles i flere kategorier baseret på deres struktur og funktion. Her er en kort beskrivelse af de forskellige ledtyper:
Planeled: også kendt som glidende led, hvor flade overflader af to knogler glider over hinanden i en plan retning. Disse led findes f.eks. mellem håndrodsknoglerne.
Hængselled: et led, hvor en knogle har en konkav overflade, som passer ind i en konkav overflade på en anden knogle. Dette giver bevægelse i én retning, som f.eks. knæ- eller albueleddet.
Drejeled: et led, hvor en knogle kan dreje rundt om sin egen akse. Disse led findes i f.eks. albueleddet og radioulnarleddet.
Sadelled: et led, hvor to knogler har konkave og konvekse overflader, der passer sammen som en sadel. Disse led findes i f.eks. tommelfingeren.
Kugleled: et led, hvor en kugleformet overflade på én knogle passer ind i en konkav overflade på en anden knogle. Dette giver bevægelse i flere retninger, som f.eks. skulder- og hofteled.
Ellipsoideled: også kendt som kondylærled, hvor en oval overflade på én knogle passer ind i en konkav overflade på en anden knogle. Disse led findes i f.eks. håndledet.
Pivotled: et led, hvor en knogle drejer rundt om en anden knogle, der fungerer som en pivot. Disse led findes f.eks. i nakken.
Ophæng af forben (6)
Ophæng af forbenet
Hos hunden er det primært musklerne i skulderregionen og brystkassen, der bruges som ophæng af forbenet. Disse muskler arbejder sammen for at stabilisere og bevæge skulderledet, så hunden kan udføre forskellige bevægelser med sine forben.
M. trapezius: Denne store muskel i ryggen og nakken trækker skulderbladet opad og bagud.
M. serratus ventralis: Denne muskel, der løber fra ribbenene til skulderbladet, trækker skulderbladet fremad og udad.
M. latissimus dorsi: Denne store muskel i ryggen og skulderen trækker skulderbladet nedad og bagud.
M. supraspinatus: Denne muskel løber fra skulderbladet til overarmsknoglen og er vigtig for at løfte og stabilisere skulderledet.
M. infraspinatus: Denne muskel, der ligger under supraspinatus, hjælper med at rotere skulderen udad.
M. subscapularis: Denne muskel, der ligger på undersiden af skulderbladet, hjælper med at rotere skulderen indad.
Sammen sørger disse muskler for at stabilisere og bevæge skulderledet, så hunden kan løfte og sænke sine forben, strække og bøje sine skuldre, og udføre forskellige andre bevægelser.
Bevægelsesfaser (5)
Bevægelsesfaser (forben)
Hestens bevægelsesfaser i forbenet består af fem faser: løft, sving, kontakt og gennemtrædning/overrulning.
Løft-fasen starter, når hesten løfter sit ben fra jorden, og musklerne i skulderen og brystkassen trækker benet opad i en bue.
Under sving-fasen bevæger benet sig fremad, og hesten strækker skulderleddet, mens benet svinger forbi kroppen.
Kontakt-fasen begynder, når benet rører jorden igen, og hesten støtter sin vægt på benet.
I gennemtrædningsfasen træder benet ned i jorden, og hestens vægt overføres til benet, mens musklerne i skulderen og brystkassen bremser bevægelsen af benet.
Overrulningsfasen er den sidste fase, hvor benet trækkes bagud og under hesten, mens det næste ben løftes op i løft-fasen.
Under alle disse faser arbejder forskellige muskler i hestens skulder og brystkasse for at sikre en glidende og effektiv bevægelse af benet.
Omdrejningspunkter i forben
Forben (HUSK: ingen knoglekontakt ml forben og truncus. Muskelophæng, sener, seneblade, fascier)
I skridt vil omdrejningspunktet normalt være lige under skulderleddet, hvor hestens forben vil blive placeret fremad i en diagonal linje med det modsatte bagben.
I trav vil omdrejningspunktet typisk flytte sig fremad mod albueleddet, da hesten bevæger sig i en diagonal gangart, hvor venstre forben og højre bagben arbejder sammen og omvendt.
I galop vil omdrejningspunktet igen være længere fremme i skulderområdet end i trav, da hesten skifter vægt fra et enkelt ben til et par diagonalt placerede ben i gangarten. I galop vil hesten også bøje sin hals og nakke og strække sit hoved fremad for at hjælpe med at balancere kroppen i bevægelsen.
Omdrejningspunkter i bagben
Bagben
I galop og trav er der altid mindst ét ben, der er i støttefase, mens de andre ben er i luftfase.
Når hesten støtter på det ene bagben i galop, er omdrejningspunktet i hestens krop tæt på hovspidsen på det støttende bagben, og det er dette ben, der driver hesten fremad. Det andet bagben, der ikke støtter, er bøjet og klar til at tage over som det støttende ben, når hesten skifter galop. Når hesten tager afsæt i det støttende bagben for at skifte galop, vil omdrejningspunktet flytte sig frem mod hestens centrum.
I trav er omdrejningspunktet i bagbenene ligeledes tæt på hovspidsen på det støttende ben, og det er dette ben, der driver hesten fremad. Når hesten skifter fra det ene ben til det andet i trav, vil omdrejningspunktet bevæge sig i retning af det nye støtteben.
OBS: sacroilioco-leddet: ml. sacrum og ilium
Knoglekontrakt ml bagben og resten af kroppen = kraftoverførsel.
Bedre kraftoverførsel pga knoglekontakt = caudal ende driver hesten frem.
Vægtstangsprincippet
Vægtstangsprincippet
Vægtstangsprincippet er et vigtigt koncept i hestens biomekanik og træning. Det beskriver, hvordan hestens kropsvægt forskydes og fordeles på benene under forskellige bevægelser og aktiviteter.
Hos hesten er hovedparten af kroppens vægt båret af de forreste lemmer, særligt under aktiviteter, der kræver hurtige accelerations- og deceleration bevægelser, som f.eks. galop. Under disse bevægelser vil hesten typisk fordele mere vægt på de forreste ben for at sikre stabilitet og bevægelseskontrol.
