Urindannelse Flashcards
Redegør for dannelsen af urin
Tre trin: 1) Filtration, 2) Reabsorption, 3) Sekretion
1) Glomerulær filtration: Fra glomeruluskapillærerne filtreres væske fra blodet over filtrationsmembranen og over i den Bowmann’ske kapsel. Det dannede filtrat kaldes præurin og indeholder det samme som plasma. Væske presses over filtrationsmembranen pga forskel i tryk på hver side af membranen
2) Tubulær reabsorption: Det dannede filtrat flyder igennem proksimale tubuli, Henles slynge, distale tubuli og ud i samlerørene. Under dette gennemløb sker der en reabsorption af vand og nyttige stoffer, som kroppen skal bruge. Ca 99 % af filtratet reabsorberes: aminosyrer, glucose, fruktose, K+, Na+, Cl-, Ca2+, HCO3-, Mg2+. Urinstof og kreatinin reabsorberes i mindre grad og findes derfor i urinen. Reabsorptionsmekanismer kræver ATP -> mange opløste stoffer reabsorberes via sekundær aktiv transport med Na+. Vand reabsorberes ved osmose, diffunderende fedtopløselige stoffer kan let passere.
Reabsorption: proksimale tubuli er permeabel for vand, descenderende del af Henles slynge er permeabel for vand og opløste stoffer, ascenderende del er ikke permeabel for vand, distale tubuli og samlerør er næsten ikke permeable for opløste stoffer (permeabilitet for vand reguleres ved hormonelle mekanismer)
3) Tubulær sekretion: Nogle stoffer passerer over de peritubulære kapillærer via interstitinalrummet over i nefronets lumen. Giver ekstra mulighed for at udskille stoffer fra blod til urin. Stoffer der udskilles: 1) proteinbundne organiske molekyler, 2) visse neurotransmittere, 3) lægemidler og tilsætningsstoffer
Fortynding/koncentrering: nyrerne regulerer urinens koncentration, således at homeostase opretholdes. Stort vandindtag, stor mængde urin med lille koncentration. Den maksimale udskillelse er 22 liter pr. døgn uden ADH, normalt 1,5-2 liter, minimum 0,5 liter pr. døgn
Angiv den normale glomerulære filtrationshastighed (GFR)
GFR: den mængde filtrat der dannes per minut ved glomerulær filtration i corpuluscum renale
Hos yngre voksne er den normale glomerulære filtrationshastighed (GFR) 180 L pr. dag, GFR falder med alderen pga mindre muskelmasse, mindre fødeindtag og mindre fysisk aktivitet
GFR er det bedste kliniske mål for nyrernes funktion
Redegør for clearance begrebet
Det volumen plasma, der renses for et bestemt stof i nyrerne hvert minut. Måles i mL/minut
Clerance for et bestemt stof kan regnes ud ved: Plasma clearance = Urinmængde * (stoffets koncentration i urinen / stoffets koncentration i plasma)
Begrebet anvendes til at estimere plasma-flow igennem nyrerne. Kan bruge til at estimere GFR
Redegør for regulationen af GFR
GFR kan reguleres ved at regulere blodgennemstrømningen og det hydrostatisk tryk i glomeruluskapillærerne. Sker ved at regulerer diameter af afferente og efferente arterioler. Kontraktion af tilførende arterioler -> stærkt nedsat filtration, kontraktion af fraførende arterioler -> moderat nedsat filtration
Autoregulation: GFR holdes kostant på trods af stigning og fald i blodtryk eller blood flow
Sympatisk: medfører kontraktion af tilførende arterioler -> blood flow og filtrationstryk falder -> GFR falder. Fraførende arterioler kontraheres -> filtrationstryk falder
Anfør hvor langt hovedparten af GFR absorberes
Hovedparten af det glomerulære fitrat reabsorberes i tubuli 99 %
Beskriv glukose, protein og aminosyrers reabsorption i tubuli
Glukose tabes ikke med urinen. Reabsorptionen sker i de proksimale tubuli. Glukosen transporteres fra nefronets lumen til ind i tubuli-epithelcellerne ved sekundær aktiv transport med Na+ som co-transport. Ind i intestitialvæsken ved facilliteret diffusion
Aminosyre absorberes fuldstændigt., sker i de proksimale tubuli på samme vis som glukose
Noget protein i form af plasmaproteinet albumin transporteres over i præurinen. De filtrerede mængder reabsorberes ved endocytose
Beskriv hvordan organismen via nyrefunktionen prøver at opretholde Na+ og K+ homeostasen
Nyrerne er den vigtigste regulator af Na+ og K+ i organismen
Natrium: ved glomerulær filtration passerer Na+ i blodet over i Bowmann’s kapsel -> mængden af natrium i organismen reguleres af graden af tubulær reabsorption. Reabsorptionen i distale tubuli og samlerørerne er hormonelt reguleret. Aldosteron er et steroidhormon, der binder til intracellulære receptorer, så Na+ kan reabsorberes. Nyrerne bruger 80 % af deres energi på reabsorption af Na+.
Kalium: K+ reabsorberes ved aktiv transport i de proksimale tubuli. Reabsorptionen af K+ er rimelig konstant. Aldosteron øger sekretionen af K+ i distale tubuli og samlerørene.
Giv eksempler på mulige konsekvenser af forhøjet og formindsket koncentration af Na+ og K+ i plasma
Natrium: For meget: dehydrering, tørst, feber, større slimhinder, kramper, lungeødem. For lidt: ødem
Kalium: For meget: hvilemembranpotentialet depolariserer, øget neuromuskulær excitabilitet, rastløshed, intestinale kramper, muskelsvaghed, tab af muskeltonus, lammelser, hjertestop. For lidt: Hvilemembranpotentialet hyperpolariser fører til nedsat neuromuskulær excitabilitet, muskelsvaghed, hjertepåvirkning
Beskriv ADH’s påvirkning på blodets osmolaritet, herunder virkning på samlerørenes permeabilitet for vand
ADH gør at permeabiliteten for vand i distale tubuli og samlerør øges. ADH virker ved at binde sig til en membranbunden receptor i cellerne i de distale tubuli og samlerør. Øget permeabilitet for vand bevirker at en større mængde vand reabsorberes, så urinvolumen falder. Da en større væskemængde holdes tilbage i kroppen falder osmolariteten i plasma og interstitialvæske
Angiv stimulus for frigivelse af renin
Renin er et enzym, der frigives i det juxtaglomulære apparat, hvor stimulus er nedsat blodtryk i afferente arterioler i nyrerne og nedsat koncentration af Na+ i filtratet
Beskriv renins virkning
Virker via renin-angiotensin-aldosteron systemet: Hovedvirkningerne er øget blodtryk, øget reabsorption af Na+
I blodet katalyserer renin omdannelsen af angiotensinogen til angiotensin 1 -> ACE katalyserer angiotensin 1 til angiotensin 2, som udøver vasokonstriktion af systemiske blodkar og øger dermed blodtrykket
Stimulerer også udskillelsen af aldosteron fra binyrebarken, som øger reabsorptionen af Na+ og øger sekretionen af K+ til urinen
Redegør for ændringer i diuresens størrelse under varierende fysiologiske forhold
Normal diurese er 1,5-2 liter i døgnet. Maksimal 22 L (uden ADH), minimal 0,5 L. Urinvolumens størrelse påvirkes af samme faktorer, som påvirker GFR og reabsorption. Hormonelle mekanismer (ADH, renin-angiotensin-aldosteron, ANH), autoregulation og sympatisk regulering.
Ved stigning i blodtryk: stigende blodtryk vil som regel føre til øget diurese via ovennævnte mekanismer.
Fald i blodtryk vil som regel medfører faldende blodvolumen og føre til nedsat diurese gennem ovennævnte mekanismer.
Tørstmekanismen: Osmolaritet i ekstracellulærvæsken stiger og sender osmoreceptorer i hypothalamus besked til tørstcenter -> øget tørst -> øget vandladning
Forskellige hormoner kan påvirke diuresens størrelse. Ved længere udsættelse for høj temperatur vænner kroppen sig til dette og sveder mere
Angiv blodets normale PH-område og alkalose og acidose
7,35-7,45. Acidose er ekstracellulærvæsken under 7,35 og Alkadose er PH-værdi over 7,45
Beskriv hvorledes lungerne og nyrerne deltager i regulationen af PH
- Buffersystemer: stabiliserer PH ved at binde H+, når PH falder og frigive H+, når PH stiger. Kulsyre-bikarbonatbuffersystem: H2CO3 –> H+ + HCO3-. Proteinbuffersystemer: hæmoglobin og plasmaproteiner kan frigive og binde H+.
Respiratorisk regulering: regulerer pH ved at påvirke kulsyre/bicarbonat buffersystemet H2O + CO2 -> H2CO3 –> H+ + HCO3- ved enzymer.
Ved fald i pH: øget respiration –> højere CO2 koncentration –> pH stiger -> homeostase opretholdes
Ved stigning i pH: nedsat respiration -> mindre CO2 -> pH falder -> homeostase opretholdes
Nyrernes regulering af pH: reagerer langsommere, men mere effektivt. Regulerer sekretionen af H+
