Immunsystemet Flashcards
Definere det innate og det adaptive immunsystem.
Immunforsvaret inddeles i det innate og det adaptive:
− Det innate immunsystem er medfødt og fungerer ved uspecifik immunitet. Ved uspecifik immunitet forløber samme immunrespons på alle fremmedlegemer. De udspecifikke forsvarsmekanismer bliver ikke mere effektive af gentagne angreb.
− Det adaptive immunsystemet udvikles efter fødslen og fungerer ved specifik immunitet. Ved specifik immunitet er komponenterne i immunsystemet rettet mod specifikke molekyler eller dele af molekyler (antigener). De specifikke forsvarsmekanismer har hukommelse således, at immunresponset bliver stærkere af gentagne angreb.
Systemerne indgår i et samspil, hvor det innate system er nødvendigt for at aktivere det adaptive system.
Beskrive hovedkomponenterne i innat immunitet og deres funktion.
De uspecifikke forsvarsmekansimer kan inddeles i det ydre og indre forsvar:
− Det ydre forsvar fungerer som fysiske barrierer, der skal forhindre, at mikroorganismer overhovedet kommer ind i kroppen, fx hud, slimhinder, spyt og tårer.
− Det indre forsvar er kemiske respons, der skal hindre, at stofferne spreder sig i kroppen, hvis de alligevel kommer ind.
o Det uspecifikke celleforsvar
o Ikke-cellulære forsvar
Det indre forsvar:
Det uspecifikke celleforsvar (cellulære): Hvide blodlegemer (hvide blodceller/leukocytter) og celler udviklet fra dem udgør de vigtigste cellulære komponenter i immunsystemet. Hvide blodlegemer dannes i den røde knoglemarv og lymfevævet, hvorfra de frigives til blodet. Hvide blodlegemer inddeles i granulocytter, lymfocytter og monocytter.
Det uspecifikke celleforsvar udøves primært af neutrofile granulocytter og makrofager (specialiserede monocytter), samt basofile og eosinofile granulocytter, mastceller og natural killer celler.
Ikke-cellulære forsvar
− Komplementsystemet er et proteinsystem, der bliver aktiveret i kaskader, dvs. immunrespons bliver mere effektivt. Systemet udgøres af 20 forskellige plasmaproteiner, der aktiverer hinanden og således danner en kædereaktion.
Komplementsystemet er både en del af den uspecifikke og specifikke immunrespons, da det kan aktiveres på forskellige måder:
o Alternativ rute: Systemet kan aktiveres af indtrængende mikroorganismer, fx ved infektion.
o Klassisk rute: Systemet kan aktiveres af antistoffer, hvorved systemet supplerer og forstærker antistoffers virkning.
Komplementproteinerne har fire hovedfunktioner:
o Fungere som opsonin, dvs. hjælpe fagocytterne med at binde sig til bakterierne.
o Kemotaksiner, dvs. de leder neutrofile granulocytter til lokaliteten, hvorved inflammation fremmes.
o Øge kapillærpermeabiliteten ved at stimulere frigivelse af histamin fra mastcallerne.
o Danner er kompleks, der trænger ind i bakteriens cellemembran, derved ødelægges cellen.
− Interferoner: Interferon er et protein, der udskilles af virusinficerede celler. Proteinet binder sig til naboceller og stimulerer dem til at producere antivirale proteiner, der forhindrer produktionen af viral RNA/DNA og virale proteiner i cellen. Dvs. interferoner beskytter naboceller med virus.
− Akutfaseproteiner: Akutfaseproteiner er plasmaproteiner, der dannes ved infektion eller vævsskade. Proteiner beskytter celler og væv mod at blive beskadiget i løbet af inflammationsprocessen, da de hæmmer virkningen af de vævsnedbrydende stoffer, der frigøres i fagocytterne.
Redegøre for begrebet inflammation og beskrive forløbet af den inflammatoriske proces.
En inflammation er kroppens lokale reaktion på infektion eller vævsskade. Mange faktorer kan forårsage en inflammation, fx infektion med patogen mikroorganisme, traume, stråling og forbrænding. Inflammations karakteriseres ved rødme, varme, smerte, hævelse og nedsat funktion.
Betændelsesreaktionen har til formål, at ødelægge eller inaktivere indtrængende mikroorganismer, fjerne beskadiget væv eller cellerester og skabe gode forhold for helingsprocessen.
Eksempel: Betændelsesreaktion på en bakterie i kroppen:
1. Stationære makrofager fagocyterer de indtrængende bakterier, når de trænger gennem huden.
2. Bakterierne eller beskadiget væv frigiver en række kemiske stoffer, der bevirker, at kapillærer i betændelsesområdet udvides. Dette bevirker at blodgennemstrømningen øges og flere plasmaproteiner (akutfaseproteiner) og fagocytter rekrutteres til området.
o Den øgede blodgennemstrømning giver rødme og varme.
o Hævelsen sker pga. øget filtrering af væske over kapillærmembranen.
3. Efter en time strømmer et stort antal neutrofile granulocytter fra blodet til det betændte område, hvor de fagocyterer mikroorganismerne.
4. Infektionen bevirker, at knoglemarven stimuleres til at producere flere monocytter, så efter dage eller uger er makrofagerne hovedansvarlige for fagocytosen.
Beskrive hovedkomponenterne i adaptiv immunitet og deres funktion.
Hovedkomponenter i adaptiv immunsystem:
− Antigener er molekyler, der kan starte en specifik immunreaktion, fx dele af mikroorganismer, bakterier eller vira. Antigenepitop er den del af antigenet, der genkendes af lymfocytter.
− B- og T-lymfocytter: Cellerne i det specifikke immunsystem er lymfocytter og opdeles i B- og T-lymfocytter. Cellerne dannes i den røde knoglemarv og frigives til blodbanen. B-lymfocytter er antistofproducerende celler og optræder ved antistof-medieret respons, mens T-lymfocytter optræder ved celle-medieret respons. Lymfocytterne har antigenreceptorer, hvor de binder sig til antigenepitopen.
− Kloner: Kloner er grupper af identiske B- og T-lymfocytter, der reagerer på samme antigen. Hver klon reagerer kun på én bestemt type antigenepitop.
− Vævstypemolekyler: Aktivering af lymfocytterne involverer vævstypemolekyler, kaldet MCH-molekyler:
o MHC I molekyler: De findes på overfladen af alle kroppens celler og fremviser antigener, der er produceret inde i cellen. Dette aktiverer T-lymfocytter der dræber den inficerede celle.
o MCH II molekyler: De findes på overfladen af antigenpræsenterende celler, der har optaget fremmede antigener ved endocytose. Dette aktiverer T-hjælpeceller, der stimulerer andre immunceller til respons.
− Cytokiner: Cytokiner er signalmolekyler, som immunsystemets celler bruger til at kommunikere med hinanden.
− Overflademolekyler: Bestemte overflademolekyler kan være nødvendige for at aktivere lymfocytterne.
− Klonekspansion: Når en lymfocytklon aktiveres ved eksponering af et antigen, stimuleres celler indenfor denne klon til hurtig celledeling, dvs. klonekspansion.
− T-hjælpeceller: Disse celler indgår i både det antistof-medierende og cellemedierende immunforsvar, og skal bruges til at aktivere B-lymfocytter og T-dræberceller. Ved udsættelse af et antigen aktiveres T-hjælpecellerne, der stimulerer B-lymfocytter og T-dræberceller til celledeling.
− Plasmaceller: Celler der producerer antistoffer.
− Huskeceller: Disse celler husker antigener, hvilket sikrer en hurtigere og mere effektiv immunrespons, næste gang kroppens udsættes for antigenet.
− Antistoffer: Antistoffer er plasmaproteiner af typen immunglobuliner (Ig). Der findes 5 typer af antistoffer: IgA, IgE, IgG, IgM og IgD (NB! Antistoffer er godt mod død).
o Antistoffer kan inaktivere antigener.
o Antistoffer kan aktivere komplementsystemet, skabe et inflammatorisk respons eller virke som opsonier, dvs. hjælpe til fagocytosen.
− T-dræberceller: Disse celler binder sig til målcellen og frigiver kemiske stoffer, der kan uskadeligøre antigeninficerede celler. T-dræberceller producerer cytokiner, der aktiverer andre dele af immunsystemet.
Det specifikke immunsystem kan inddeles i to dele:
− Det antistofafhængige immunforsvar (antigen udenfor cellen): Involverer B-lymfocytter og T-hjælpeceller antistoffer (proteiner) og antistofproduktion. Det antistofafhængige immunforsvar er effektivt overfor ekstracellulære antigener, fx bakterier, vira, svampe og parasitter).
1) Antigenet bindes til B-lymfocytten antigenreceptor, hvorefter antigenet optages af lymfocytten ved endocytose.
2) B-lymfocytten nedbryder antigenet til små dele, og antigenet præsenteres på cellens overflade for T-hjælpercellen sammen med et MHC-II molekyle.
3) Receptorer i T-hjælpecellen genkender antigenet, og T-hjælpercellens bindes til MHC II-molekyle.
4) B-lymfocytten stimuleres til at dele sig hurtigt til anti-stofproducerende plasmaceller og B-huskeceller.
− Det cellemedierede immunforsvar (antigen indeni cellen):
Det cellemedierede immunforsvar er mest effektivt for intracellulære antigener, derfor er det vigtig i bekæmpelsen af virusinfektioner og kræftceller. Det cellemedierede immunforsvar består af T-dræberceller og T-hjælpeceller.
1) En T-dræbercelle aktiveres ved, at en virusinficeret celle præsenterer et antigen på sin overflade sammen med et MHC-I molekyle.
2) T-dræbercellens receptor binder til MHC-I molekylet, hvilket bevirker at cellen kan genkende antigenet.
3) T-dræbercellen aktiveres kun, hvis der samtidig cytokiner fra T-hjælpeceller. Denne proces stimulerer T-dræbercellen til at dele sig, så der dannes mange T-dræberceller og T-huskeceller.
Redegøre for anatomi og funktion af det lymfatiske system.
Lymfesystemet er kroppens rensningssystem.
Lymfesystemet er kroppens rensningssystem.
Komponenter i lymfesystemet:
Det lymfatiske system omfatter:
− Lymfekar er essentielle for opretholdelsen af væskebalancen.
− Lymfe (væske) er optaget filtret væske fra kapillærerne. Væsken fjerner affaldsstoffer fra cellerne, samt bakterier og vira. Desuden optager væksen protein og fedt fra tyndtarmen.
− Lymfeknuder: Filtrerer og renser lymfevæsken for mikroorganismer og affaldsstoffer, hvor makrofager fagocyterer mikroorganismer. Hævede lymfeknuder er tegn på en immunrespons.
− Hvide blodlegemer: B- og T-lymfocytter øges ved infektion og transporteres til lymfe og inficeret væv.
− Lymfatiske organer:
o Milten filtrer blodet og fungerer som blodlager, samt har lymfocytter, der dræber virus, bakterier.
o Thymus (brislen). Færdigdannelse af hvide blodlegemer til immunsystemet.
o Mandlerne beskytter mod bakterier fra næse og mund hulrum.
Lymfesystemet fungerer som en del af immunsystemet, der bl.a. nedbryder mikroorganismer. Lymfen i lymfeknuder og blodet i milten fungerer som filter for fremmede organismer. Derudover indeholder lymfesystemet lymfocytter og makrofager, der nedbryder mikroorganismer.
Beskrive forskellen på passiv og aktiv immunisering (vaccination).
Ved en vaccination tilføres kroppen antigener fra sygdomsfremkaldende mikroorganismer.
Passiv immunisering er, når en anden person eller et dyr danner antistoffer, og disse antistoffer overføres til et ikke-immunt individ, dvs. personens immunsystem aktiveres ikke. Denne immunisering er ikke permanent, da antistofferne nedbrydes over tid.
Aktiv immunisering er når, individets eget immunforsvar reagerer på et antigen og danner antistoffer. Dette kan forekommer som naturlig smitte, hvor kroppen danner antistoffer for antigenet, eller ved vaccination, hvor kroppen tilføres antigener for at stimulere immunsystemet.
Beskrive forskellige typer af vacciner.
− Levende, virulenssvækkende vacciner, der indeholder levende mikroorganismer, der kan fremkalde en immunreaktion, men som er blevet svækket, så de ikke fremkalder sygdom. Fx mæslinger.
− Dræbte vacciner er vacciner der ikke indeholder levende mikroorganismer. De indeholder afgiftede toksiner, der er bakterietoksiner, der er blevet behandlet, så det er ugiftigt, men har beholdt sin evne til at danne antistoffer mod toksinet.
− Renfremstillede overfladeantigener fra mikroorganismer, der udløser immunrespons. Fx Hepatitis B
Definere autoimmune sygdomme.
Autoimmune sygdomme opstår, når kroppen ikke kan skelne mellem selv-antigener og fremmede antigener, og producerer derfor antistoffer mod kroppens egne antigener, hvilket betyder, at kroppen angriber sine egne celler og væv.
Angive eksempler på autoimmune sygdomme.
Eksempler på autoimmune sygdomme er diabetes type 1, dissemineret schlerose (destruktion af myelinskeder omkring nerveceller i CNS) og reumatiod artrit (inflammation i leddenes synovialmembran).
Høfeber
Høfeber (allergisk rhinoconjunctivitis) er en kronisk inflammation i næseslimhinden og øjene.
− Forekomsten: Mere en 500.000 danskere.
− Patogenese: Immulogisk reaktion frigiver af intracellulære stoffer, der forårsager de kliniske symptomer.
− Ætiologi: Eksponering af antigener, fx pollen.
− Symptomer: Irriteret og røde øjne og tilstoppet næse.
− Diagnostisk: Anamnese og allergiudredning, dertil hudpriktest eller måling af antistoffer ved blodprøve.
− Følgesygdomme: Astma.
− Behandling: Non-farmakologisk behandling ved at undgå eksponeringer. Farmakologisk behandling med antihistamin og antiinflammatoriske hormoner.
− Forebyggelse: Forebyggende allergenernæring hos baby (amning) og begrænset allergeneksponering hos voksne.
− Byrde for patient /samfund: Nedsat livskvalitet hos patient, samt ret dyrt for samfundet.
Nældefeber
Høfeber (allergisk rhinoconjunctivitis) er en kronisk inflammation i næseslimhinden og øjene.
− Forekomsten: Mere en 500.000 danskere.
− Patogenese: Immulogisk reaktion frigiver af intracellulære stoffer, der forårsager de kliniske symptomer.
− Ætiologi: Eksponering af antigener, fx pollen.
− Symptomer: Irriteret og røde øjne og tilstoppet næse.
− Diagnostisk: Anamnese og allergiudredning, dertil hudpriktest eller måling af antistoffer ved blodprøve.
− Følgesygdomme: Astma.
− Behandling: Non-farmakologisk behandling ved at undgå eksponeringer. Farmakologisk behandling med antihistamin og antiinflammatoriske hormoner.
− Forebyggelse: Forebyggende allergenernæring hos baby (amning) og begrænset allergeneksponering hos voksne.
− Byrde for patient /samfund: Nedsat livskvalitet hos patient, samt ret dyrt for samfundet.
Børneeksem
Børneeksem (atopisk eksem)
− Forekomsten: Hyppigst blandt børn, hvor 85-90% rammes.
− Patogenese: Antistofmedieret inflammation i huden.
− Ætiologi: Genetisk forhold, miljøfaktorer, allergi, mikroorganismer og irritanter.
− Symptomer: Eksemet er lokaliseret symmetrisk i albuer, knæhaser, på ankler, hals og håndled. Det er ekstremt kløende.
− Diagnostisk: Anamnese og klinik.
− Følgesygdomme: Øget risiko for udvikling af høfeber og astma.
− Behandling: Hudpleje er væsentlig i behandling af sygdommen for at opretholde normal fugtighed og bevare intakt hudbarriere. Steroidcreme kan anvendes i svære tilfælde.
− Forebyggelse: Ingen forebyggelse.
− Byrde for patient /samfund: Stor gene for patient.
Fødevareallergi
Fødevareallergi
− Forekomsten: Diagnosticeret forekomst er 1-8%.
− Patogenese: Immunologisk reaktion på en bestemt fødevare, der indeholder det pågældende antigen.
− Ætiologi: Årsagen kan være en række fødevarer, fx jordnødder eller skalddyr.
− Symptomer: Lokaliseres til maven, herunder mavesmerter, ubehag, oppustethed og diarré og til huden. Ved udtalt allergisk reaktion kan symptomerne udvikles til anafylatisk reaktion.
− Diagnostisk: Anamnese + evt. vejledende priktest.
− Behandling: Eliminering provokerende fødevarer.
− Forebyggelse: Undgå provokerende fødevarer.
− Byrde for patient /samfund: Nej.
Lægemiddelallergi
Lægemiddelallergi
− Forekomsten: Pencillinallergi er den hyppigste på 5-10% blandt indlagte, men er reelt under 1% blandt befolkningen.
− Patogenese: Allergisk reaktion ved udvikling af antistof.
− Ætiologi: Ukendt.
− Symptomer: Reaktioner kan være anafylaksi samt hudreaktioner med blæredannelse og afløsning af hud.
− Diagnostisk: Påvisning af antistoffer ved blodprøve, men provokationstest med indtagelse af lægemidler kan være nødvendig.
− Behandling: Ophør af mistænkte præparat. Der kan gives antihistamin for hudklør og ødem.
− Forebyggelse: Undgå præparat.
− Byrde for patient /samfund: Lægemiddelallergi kan være livstruende.
Anafylaksi
Akut livstruende overfølsomhedsallergi (anafylaksis) er en hurtigt og kraftig immunologisk reaktion. Det er en potential livsfarlig tilstand med kredsløbskollaps og påvirkning af flere organsystemet.
− Forekomsten: Sjælden.
− Patogenese: Anafylaksi skyldes antigen-antistofreaktion, der udløser frigørelse af meget aktive substanser fra mastcellerne.
− Ætiologi: Reaktion overfor fødevarer, medicin, insektstik eller allergivaccination.
− Symptomer: Utilpas, universel kløe, vejrtrækningsproblemer og efterfølgende hurtigt indsættende kredsløbskollaps.
− Diagnostisk: Klinisk diagnose ud fra hurtigt udviklende symptomer.
− Behandling: EpiPen (adrenalin) gives intramuskulært og der sikres frie luftveje, samt ilttilførsel.
− Forebyggelse: Undgå eksponering og forebyggelse ved allergenspecifik immunterapi.
− Byrde for patient /samfund: Livstruende tilstand.
