De 95 Theser Flashcards
Som fuldblodig og heltigennem Lutheraner, der kun søger at følge Vor Herres sande vej, er det os forpligtet at lære vor læremesters, dr. Martin Luthers, vej til et liv med korset, hvoraf intet andet er mere ønsket; det umiddelbart forestående er doktorens første sandhedslære efter hans åbenbaring i tårnet.
These 1
Da Vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: Gør bod o.s.v.(Matt 4;17), tilkendegav han dermed som sin vilje, at de troendes hele liv skal være en bod
These 2
Dette ord kan ikke forstås som bodens sakramente, d.v.s. skriftemålets og fyldestgørelsens bod, som det er præsternes embede at forvalte.
These 3
Han sigtede imidlertid heller ikke alene til den indre bod, ja, den indre bod er ingen bod, med mindre den udadtil medfører forskellige former for kødets dødelse.
These 4
Derfor varer syndestraffen ligeså længe, hadet til én selv (det vil sige den sande indre bod) varer, nemlig lige til vi indgår i Himmeriget.
These 5
Paven vil ikke og kan ikke eftergive andre syndestraffe end dem, han selv har idømt enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.
These 6
Paven kan ikke tilgive nogen skyld, men kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud; men naturligvis kan han skænke eftergivelse i sådanne tilfælde, som er forbeholdt ham, hvor der vises foragt for disse, står skylden stadig fuldtud ved magt.
These 7
Gud tilgiver på ingen måde nogen hans skyld uden samtidig at henvise ham i enhver henseende til ydmyg underkastelse under sin stedfortræder præsten.
These 8
De kirkelige bodslove er alene pålagt de levende, og der kan ikke i henhold til disse love pålægges dem noget, som skal dø.
These 9
Derfor handler Helligånden vel imod os gennem paven ved i sine bestemmelser altid at undtage dødens og den yderste nøds situation.
These 10
Ukyndigt og slet handler de præster, som pålægger dem, der skal dø, kirkelig bod i skærsilden.
These 11
Talen om at erstatte kirkelige syndestraffe med straf i skærsilden er ukrudtsfrø, som visselig synes sået, mens biskopperne sov.
These 12
Forhen pålagde man folk de kirkelige straffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, nemlig som prøver på angerens oprigtighed.
These 13
De, som skal dø, indfrir ved selve døden alle krav og er allerede døde for de kirkelige loves krav, idet de er løst fra disses myndighed.
These 14
Når den, som skal dø, kun i ufuldkommen grad besidder den frelsende kærlighed, medfører dette nødvendigvis stor frygt, og den er desto større, jo ringere kærligheden selv har været.
These 15
Denne frygt eller rædsel er i sig selv (for ikke at tale om andet) tilstrækkelig til at fremkalde skærsildens straflidelse, eftersom den kommer fortvivlelsens rædsel nær.
These 16
Formentlig adskiller helvede, skærsilden og Himmelen sig fra hinanden som fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed.
These 17
Ligesom det formentlig er nødvendigt for sjælene i skærsilden, at deres rædsel mindskes, således også at deres kærlighed øges.
These 18
Der er formentlig heller ikke hverken fornuftsgrunde eller skriftssteder for den antagelse, at de befinder sig i en tilstand, hvor de ikke kan opnå fortjeneste overfor Gud, eller hvor kærligheden til ham ikke kan øges.
These 19
Ejheller er det formentlig godtgjort, at de kan være sikre og visse på deres salighed (i hvert fald ikke alle), selvom vi måske er fuldkommen visse derpå.
These 20
Derfor mener paven med “fuldkommen eftergivelse af alle bodsstraffe” ikke alle overhovedet, men kun dem,han selv har pålagt.
These 21
Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske ved pavens aflad befries fra al straf og bliver frelst.
These 22
Han eftergiver jo ikke sjælene i skærsilden nogen straf, som de ifølge kirkelige love burde udstå i dette liv.
These 23
Hvis nogen kan få eftergivelse af alle syndestraffe overhovedet, så kan det sikkert kun gives til de aller fuldkomneste, det vil sige til de aller færreste.
These 24
Størstedelen af kristenfolket må derfor nødvendigvis blive vildledt ved dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om ophævelse af alle straffe.
These 25
Den samme myndighed over skærsilden, paven har i almindelighed, har enhver biskop og præst i sit stift og sogn i særdeleshed.
These 26
Paven gør udmærket vel i at skænke sjælene i skærsilden eftergivelse, ikke i kraft af nøglemagten (som han ikke har nogen af i den forbindelse), men i form af forbøn.
These 27
De, som siger, at sjælen flyver ud af skærsilden, ligeså snart pengene klinger i kisten, fører ren og skær menneskelære.
These 28
Det er sikkert og vist, at når pengene klinger i kisten, kan profitten og havesygen øges, men kirkens forbøn er alene afhængig af Guds bønhørelse.
These 29
Hvem ved, om alle sjælene i skærsilden ønsker at blive udfriede? Om den hellige Severin og den hellige Pascalis fortælles det jo, at det modsatte var tilfældet.
These 30
Ingen kan være sikker på sin angers oprigtighed, endnu mindre på, at han har fået fuld syndsforladelse.
These 31
Ligeså sjælden en rettelig angrende er, ligeså sjælen er en, der rettelig erhverver aflad, med andre ord: yderst sjælden.
These 32
Evig fordømt tillige med deres læremestre vil de blive, som tror sig sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.
These 33
Man skal vogte sig vel for dem, som siger, at denne pavens aflad er den uvurderlige gave hvorved mennesket bliver foreligt med Gud.
These 34
Afladsnåden tager nemlig kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses syndestraffe, som er fastsat af mennesker.
These 35
Det er ikke kristelig tale, den slags mennesker fører, som lærer, at de, der køber sjæle ud af skærsilden eller erhverver sig skriftebreve, ikke har anger nødig.
These 36
Enhver oprigtigt sønderknust kristen har fuldkommen eftergivelse af straf og skyld, og den tilkommer ham også uden afladsbreve.
These 37
Enhver kristen, hvadenten han er levende eller død, har del i alle Kristi og kirkens goder, og dem for han af Gud, også uden afladsbreve.
These 38
Man bør dog på ingen måde kaste vrag på pavens eftergivelse, da den som nævnt er en kundgørelse af Guds tilgivelse.
These 39
Det er overmåde vanskeligt, også for de lærdeste teologer, overfor folket samtidig at prise afladens rige gave og pligten til sand anger.
These 40
Sand anger begærer og elsker straffen for synd, men afladen befrier i sin rundhåndethed derfra og skaber had dertil, i det mindste lejlighedsvis.
These 41
Den apostolske aflad må forkyndes med forsigtighed, for at folket ikke skal få den falske forestilling, at den har fortrin fremfor andre kærlighedens gode gerninger.
These 42
De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedens gerninger.
These 43
De kristne bør belæres om, at man handler bedre ved at give til den fattige eller låne ud til den trængende end ved at købe aflad.
These 44
Thi ved kærlighedens gerninger vokser kærligheden og bliver et menneske bedre, men ved aflad bliver han ikke bedre, slipper blot fri for straf.
These 45
De kristne bør belæres om, at den, som ser en nødlidende og lader ham i stikken for i stedet at give penge ud til aflad, han erhverver sig ikke pavens aflad, med Guds vrede.
These 46
De kristne bør belæres om, at med mindre de har overflod, er pligtige til at beholde, hvad der en nødvendigt til deres hus og hjem, og ingenlunde til at forøde det på aflad.
These 47
De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, ikke en pligt.
These 48
De kristne bør belæres om, at paven, når han giver aflad, for sin egen person har mere brug for, og derfor også hellere vil have from forbøn end klingende mønt.
These 49
De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når man ikke sætter sin lid til den, men overmåde skadelige, hvis man for dens skyld giver gudsfrygten en god dag.
These 50
De kristne bør belæres om, at hvis paven vidste besked om afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer, fremfor at lade den opføre af sine fårs skind og ben og kød.
These 51
De kristne bør belæres om, at paven, om han så i fornødent fald skulle sælge Peterskirken, gerne - som det også er hans pligt - vil give af sine egne penge til de mange, som fralokkes deres penge af visse afladsprædikanter.
These 52
Troen på, at man kan opnå frelse ved hjælp af afladsbreve, stemmer ikke med virkeligheden, om så afladsforhandleren, ja paven selv stod inde for den med sin sjæl.
These 53
Kun fjender af Kristus og paven kan forlange, at når der forkyndes aflad i een kirke, skal Guds ord aldeles forstumme i alle de andre.
These 54
Der sker overgreb mod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så megen eller mere tid på aflad end på ordet.
These 55
Det må nødvendigvis være pavens mening, at når afladen (som er den ringeste) fejres med en enkelt klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så skal evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner, hundrede ceremonier.
These 56
Kirkens “skatte” hvoraf paven uddeler afladen, er hverken tilstrækkeligt beskrevne eller tilstrækkeligt kendte i Kristi folk.
These 57
Det er indlysende, at det ikke drejer sig om timelige skatte, eftersom en mængde prædikanter nødigt uddeler, men kun samler den slags skatte.
These 58
Ejheller udgøres de af Kristi og helgenernes fortjenester, thi disse fortjenester udvirker til enhver tid, og uden at paven gør noget dertil, nåde for det indre menneske og kors, død og helvede for det udvortes menneske.
These 59
Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte er kirkens fattige - men han brugte ordet i sin tids betydning.
These 60
Uden at gå for vidt kan vi sige, at det er kirkens nøgler (som jo er skænket den ved Kristi fortjeneste), der er den omhandlede skat.
These 61
Det er nemlig klart, at til at eftergive syndestraffene i de almindelige og særlige tilfælde er pavens magt i sig selv tilstrækkelig.
These 62
Kirkens sande skat er det højhellige evangelium om Guds herlighed og nåde.
These 63
Men denne skat er naturligt nok særdeles afskyet, fordi den gør de første til de sidste.
These 64
Afladens skat derimod er naturligt nok højt værdsat, fordi den gør de sidste til de første.
These 65
Derfor er evangeliets skatte garn, hvori man fordum indfangede rige folk.
These 66
Afladens skatte er garn, hvori man nu om dage indfanger folks rigdomme.
These 67
Afladen, der af sine prædikanter udråbes som den største nåde af alle, kan med rette anses for at være det, når det gælder om at få penge.
These 68
Men i virkeligheden er den den mindste af alle i sammenligning med Guds nåde og den fromhed, som holder sig til korset.
These 69
Biskopper og sognepræster er pligtige til med al ærbødighed at byde de apostolske afladsforhandlere velkommen.
These 70
Men endnu mere er de pligtige til med vidåbne øjne at iagttage og med vidåbne øren at lytte efter, at de ikke i stedet for det, paven har overdraget dem, forkynder deres egne fantasier.
These 71
Fordømt og forbandet være den, som taler imod den apostolske aflad.
These 72
Men velsignet være den, som træder i skranken imod en afladsprædikants griske og tøjlesløse ord.
These 73
Ligesom paven med rette slyngler bandstrålen mod dem, som med al slags snedighed finder på listige kunster til skade for afladen,
These 74
så er det langt mere hans hensigt at slynge den mod dem, som under afladens skalkeskjul finder på listige kunster til skade for den hellige kærlighed og sandhed.
These 75
Det er vanvid at mene, at den pavelige aflad er så kraftig, at den kan befri et menneske fra dets brøde, også om det havde skændet Guds moder (hvilket dog er en umulighed).
These 76
Tværtimod hævder vi, at den pavelige aflad, hvad skylden angår, ikke kan ophæve selv den mindste af de “tilgivelige” synder.
These 77
Når det hedder, at selvom endog St. Peter var pave, kunne han ikke skænke større nådegaver, er det en forhåndelse af den hellige Peter og af paven.
These 78
Tværtimod hævder vi, at både han og en hvilken som helst pave råder over langt større nådegaver, nemlig evangeliet, undergerningerne, helbredelsens nådegaver o.s.v., som vi læser i 1.Kor.12.
These 79
Det er gudsbespottelse at hævde, at når man oprejser et afladskors med pavens våben som mærke, så har det samme virkning som Kristi kors.
These 80
Biskopper, signepræster og teologer skal stå til regnskab derfor, når de tillader, at den slags taler bydes folket.
These 81
Denne fripostige afladsforkyndelse bevirker, at det falder svært, selv for lærde folk, at holde respekten for paven i hævd overfor lægfolks bagvaskelser eller dog spidsfindige spørgsmål.
These 82
For eksempel: Hvorfor tømmer ikke paven ganske skærsildens pinested, bevæget af den højhellige kærlighed og af sjælenes overmåde store nød - hvilket er den tungest vejende grund af alle - når han dog udfrier talrige sjæle deraf mod beskidte penge til Peterkirkens opførelse - hvilket er en meget ringe grund?
These 83
Videre: Hvorfor bliver man ved med at holde dødemesser og årlige sjælemesser i stedet for at give de legater, som er indstiftet dertil, tilbage eller dog tillade, at de tilbageleveres, når det dog allerede er forkasteligt at bede for dem, som er udfriet af skærsilden?
These 84
Videre: Hvad er det for en ny fromhed hos Gud og paven, at de tilsteder et menneske, som er uden fromhed og kærlighed til Gud, for penge at udfri en from sjæl, som elsker Gud, af skærsilden, medens de ikke af hensyn til den samme fromme og elskede sjæls nød vil udfri den af kærlighed alene, uden betaling?
These 85
Videre: Når de gamle bodsregler faktisk og ved at være gået af brug allerede længe i sig selv har været ophævede og døde, hvorfor skal man så ved at få tilstået aflad købe sig fri af dem for penge, som bestod de stadig i bedste velgående?
These 86
Videre: Hvorfor mon ikke paven, hvis rigdomme i dag er overdådigere end de mest overdådigt riges, hellere bruger sine egne penge end de fattige troendes til at opføre bare denne ene kirke for Sankt Peter?
These 87
Videre: Hvad er det i grunden, paven eftergiver og skænker dem, som i kraft af en fuldkommen anger har ret til fuld aflad og nåde?
These 88
Endelig: Hvad bedre kunne der vel times kirken, end om paven gav enhver troende denne aflad og nåde hundrede gange om dagen, hvor han nu gør det een gang?
These 89
Når paven i forbindelse med afladen er mere optaget af sjælenes frelse end af penge, hvorfor sætter han så tidligere udstedte afladsbreve og nådesbeviser ud af kraft, skønt de stadig har den samme gyldighed som før?
These 90
Man udsætter kirken og paven for modstandernes latter og skaber ulykkelige kristne, når man over disse højst pinlige lægfolksspørgsmål alene gør magten gældende, medens man ikke imødegår dem med grunde.
These 91
Hvis afladen blev forkyndt i overensstemmelse med pavens ånd og hensigt, ville disse spørgsmål allesammen med lethed kunne besvares, ja, de ville slet ikke opstå.
These 92
Bort! derfor med alle de profeter, som siger til Kristi folk: “Fred, fred!” - og der er ingen fred.
These 93
Vel! derimod alle de profeter, som siger til Kristi folk: “Kors, kors!” - og der er intet kors.
These 94
De kristne bør formanes til med iver at efterfølge deres hoved: Kristus ved straflidelser, dødelser og helvedspinsler
These 95
og således hellere sætte deres lid til at indgå i Himmeriges rige gennem mange trængsler end gennem den trygge bevidsthed om at eje fred.
