De 95 Theser Flashcards
Som fuldblodig og heltigennem Lutheraner, der kun søger at følge Vor Herres sande vej, er det os forpligtet at lære vor læremesters, dr. Martin Luthers, vej til et liv med korset, hvoraf intet andet er mere ønsket; det umiddelbart forestående er doktorens første sandhedslære efter hans åbenbaring i tårnet.
These 1
Da Vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: Gør bod o.s.v.(Matt 4;17), tilkendegav han dermed som sin vilje, at de troendes hele liv skal være en bod
These 2
Dette ord kan ikke forstås som bodens sakramente, d.v.s. skriftemålets og fyldestgørelsens bod, som det er præsternes embede at forvalte.
These 3
Han sigtede imidlertid heller ikke alene til den indre bod, ja, den indre bod er ingen bod, med mindre den udadtil medfører forskellige former for kødets dødelse.
These 4
Derfor varer syndestraffen ligeså længe, hadet til én selv (det vil sige den sande indre bod) varer, nemlig lige til vi indgår i Himmeriget.
These 5
Paven vil ikke og kan ikke eftergive andre syndestraffe end dem, han selv har idømt enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse.
These 6
Paven kan ikke tilgive nogen skyld, men kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud; men naturligvis kan han skænke eftergivelse i sådanne tilfælde, som er forbeholdt ham, hvor der vises foragt for disse, står skylden stadig fuldtud ved magt.
These 7
Gud tilgiver på ingen måde nogen hans skyld uden samtidig at henvise ham i enhver henseende til ydmyg underkastelse under sin stedfortræder præsten.
These 8
De kirkelige bodslove er alene pålagt de levende, og der kan ikke i henhold til disse love pålægges dem noget, som skal dø.
These 9
Derfor handler Helligånden vel imod os gennem paven ved i sine bestemmelser altid at undtage dødens og den yderste nøds situation.
These 10
Ukyndigt og slet handler de præster, som pålægger dem, der skal dø, kirkelig bod i skærsilden.
These 11
Talen om at erstatte kirkelige syndestraffe med straf i skærsilden er ukrudtsfrø, som visselig synes sået, mens biskopperne sov.
These 12
Forhen pålagde man folk de kirkelige straffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, nemlig som prøver på angerens oprigtighed.
These 13
De, som skal dø, indfrir ved selve døden alle krav og er allerede døde for de kirkelige loves krav, idet de er løst fra disses myndighed.
These 14
Når den, som skal dø, kun i ufuldkommen grad besidder den frelsende kærlighed, medfører dette nødvendigvis stor frygt, og den er desto større, jo ringere kærligheden selv har været.
These 15
Denne frygt eller rædsel er i sig selv (for ikke at tale om andet) tilstrækkelig til at fremkalde skærsildens straflidelse, eftersom den kommer fortvivlelsens rædsel nær.
These 16
Formentlig adskiller helvede, skærsilden og Himmelen sig fra hinanden som fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed.
These 17
Ligesom det formentlig er nødvendigt for sjælene i skærsilden, at deres rædsel mindskes, således også at deres kærlighed øges.
These 18
Der er formentlig heller ikke hverken fornuftsgrunde eller skriftssteder for den antagelse, at de befinder sig i en tilstand, hvor de ikke kan opnå fortjeneste overfor Gud, eller hvor kærligheden til ham ikke kan øges.
These 19
Ejheller er det formentlig godtgjort, at de kan være sikre og visse på deres salighed (i hvert fald ikke alle), selvom vi måske er fuldkommen visse derpå.
These 20
Derfor mener paven med “fuldkommen eftergivelse af alle bodsstraffe” ikke alle overhovedet, men kun dem,han selv har pålagt.
These 21
Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at et menneske ved pavens aflad befries fra al straf og bliver frelst.
These 22
Han eftergiver jo ikke sjælene i skærsilden nogen straf, som de ifølge kirkelige love burde udstå i dette liv.
These 23
Hvis nogen kan få eftergivelse af alle syndestraffe overhovedet, så kan det sikkert kun gives til de aller fuldkomneste, det vil sige til de aller færreste.
These 24
Størstedelen af kristenfolket må derfor nødvendigvis blive vildledt ved dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om ophævelse af alle straffe.
These 25
Den samme myndighed over skærsilden, paven har i almindelighed, har enhver biskop og præst i sit stift og sogn i særdeleshed.
These 26
Paven gør udmærket vel i at skænke sjælene i skærsilden eftergivelse, ikke i kraft af nøglemagten (som han ikke har nogen af i den forbindelse), men i form af forbøn.
These 27
De, som siger, at sjælen flyver ud af skærsilden, ligeså snart pengene klinger i kisten, fører ren og skær menneskelære.
These 28
Det er sikkert og vist, at når pengene klinger i kisten, kan profitten og havesygen øges, men kirkens forbøn er alene afhængig af Guds bønhørelse.
These 29
Hvem ved, om alle sjælene i skærsilden ønsker at blive udfriede? Om den hellige Severin og den hellige Pascalis fortælles det jo, at det modsatte var tilfældet.
These 30
Ingen kan være sikker på sin angers oprigtighed, endnu mindre på, at han har fået fuld syndsforladelse.
These 31
Ligeså sjælden en rettelig angrende er, ligeså sjælen er en, der rettelig erhverver aflad, med andre ord: yderst sjælden.
These 32
Evig fordømt tillige med deres læremestre vil de blive, som tror sig sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.
These 33
Man skal vogte sig vel for dem, som siger, at denne pavens aflad er den uvurderlige gave hvorved mennesket bliver foreligt med Gud.
These 34
Afladsnåden tager nemlig kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses syndestraffe, som er fastsat af mennesker.
These 35
Det er ikke kristelig tale, den slags mennesker fører, som lærer, at de, der køber sjæle ud af skærsilden eller erhverver sig skriftebreve, ikke har anger nødig.
These 36
Enhver oprigtigt sønderknust kristen har fuldkommen eftergivelse af straf og skyld, og den tilkommer ham også uden afladsbreve.
These 37
Enhver kristen, hvadenten han er levende eller død, har del i alle Kristi og kirkens goder, og dem for han af Gud, også uden afladsbreve.
These 38
Man bør dog på ingen måde kaste vrag på pavens eftergivelse, da den som nævnt er en kundgørelse af Guds tilgivelse.
